Finanstilsynet, institution under Erhvervsministeriet, dannet i 1988 ved en sammenlægning af Tilsynet med Banker og Sparekasser (stiftet 1963) og Forsikringstilsynet (stiftet 1981).

Finanstilsynet fører tilsyn med alle væsentlige typer af finansielle virksomheder i Danmark som pengeinstitutter, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, pensionskasser, investeringsforeninger og særlige investeringsselskaber, børsmæglerselskaber, Københavns Fondsbørs, VP Securities, ATP, Lønmodtagernes Dyrtidsfond mv.

Det overordnede formål er at varetage samfundets og investorers og indskyderes interesse i en velfungerende og tillidsvækkende finansiel sektor. Finanstilsynet kontrollerer, at gældende regler overholdes, og påser, at virksomhederne opfylder krav mht. solvens, soliditet og midlernes anbringelse, samt at de er i besiddelse af betryggende forretningsgange og kontrolsystemer. Tilsynets internationale opgaver er blevet udbygget kraftigt, bl.a. som et led i EU-samarbejdet. Det påhviler Finanstilsynet at varetage danske interesser i internationale forhandlinger om aftaler og i øvrigt at repræsentere Danmark internationalt.

Finanstilsynet har vidtgående beføjelser og kan afkræve de finansielle virksomheder alle de oplysninger, der er nødvendige for tilsynsvirksomheden, give påbud om berigtigelse af lovstridige forhold, påbyde foranstaltninger, der er nødvendige for at rette op på økonomiske forhold, inddrage en banks, et realkreditinstituts eller et forsikringsselskabs tilladelse til at drive virksomhed, anmelde betalingsstandsning eller indgive konkursbegæring. Tilsynet har uden retskendelse adgang til virksomhedernes lokaliteter, dokumenter etc., og dets afgørelser kan efterprøves ved Erhvervsankenævnet eller domstolene.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig