fin de siècle

Fin de siècle er en betegnelse, der bruges om tidsånd og tendenser i den europæiske idé- og kunsthistorie omkring år 1900.

I eftertidens periodiseringer er fin de siècle ofte indrammet af to skelsættende begivenheder: Det Andet Kejserdømmes fald i Frankrig i 1871 og udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914.

Drømmene om at genskabe den gamle verdens værdier bristede; men de afvikledes først definitivt, da den nye verden tog form med 1. Verdenskrig.

I kunst og litteratur, i politik, psykologi og naturvidenskab opstod en skepsis med hensyn til at betragte historiens og livets gang som udvikling.

Den intellektuelle, som siden Den Franske Revolution havde troet på sin egen kritiske deltagelse i fremskridtets proces, fandt sin rolle i dannelseskulturen prekær.

Fin de siècle betegner dermed en særdeles heterogen periode af bevægelse og transformation, hvor forfattere som Émile Zola og Georg Brandes ønskede at modernisere og radikalisere et oplysningspræget engagement i livet, mens andre langt mere skeptisk afviste at revidere de eksisterende forklaringsmodeller.

Ofte går fænomener som engagement og distance, politisk radikalisme og spleen, kritisk samtidsrealisme og okkultisme, naturalisme og dekadence ret ned igennem det enkelte forfatterskab som hos J.-K. Huysmans, August Strindberg, Arthur Schnitzler og Arne Garborg; fælles er, at de gamle spørgsmål om livets mening ikke længere synes relevante, og at svarene på de nye endnu ikke findes.

Den franske forfatter Gustave Flaubert beskrev 1800-tallet som dumhedens århundrede, fordi liberalisme, sekularisering og en udbredelse af pseudovidenskabeligt dilettanteri udjævnede alle værdier. Herfra fandtes ingen udveje, og ikke kun Flaubert så afslutningen på århundredet som slutningen på historien: Uden nogen sikker fremtid at rette sig imod og ingen fast tradition at støtte sig til var tilstanden præget af gentagelse, tomrum og identitetskrise. Friedrich Nietzsche, Sigmund Freud og Max Planck afspejler denne tilstand, som det lykkedes dem at fremadrette i 1900-tallets nye videnskaber.

I litteraturen kom afskeden med det gamle tydeligst til udtryk i en æsteticisme, der forfinede både idéerne og sproget, men vendte sig væk fra livets prosa. Symbolismens mester, Stéphane Mallarmé, samlede fra 1880 en ny generation af digtere til "causeries du mardi", tirsdagssamtaler. Paul Valéry, Guy de Maupassant, André Gide, Maurice Maeterlinck, Paul Verlaine, Oscar Wilde, men også Sophus Claussen og Johannes Jørgensen modtog herfra afgørende påvirkninger.

Huysmans forlod Zolas saloner, hvor naturalismen var doktrinen, til fordel for Mallarmés tirsdage og blev med romanen A Rebours (1884) en hovedskikkelse — sammen med Wilde og Gabriele D'Annunzio — i den litterære tendens, som fin de siècle især er blevet husket for: dekadencen.

Følsomhed, melankoli og nervøs forfinelse gik sammen med en ny dyrkelse af dandyskikkelsen, moderigtig påklædning, udsøgt smag, hvad alle nydelser angår, samt en forkærlighed for "intelligente" vendinger som Oscar Wildes i forordet til The Picture of Dorian Gray (1891): "En bog er enten godt skrevet eller dårligt skrevet. Det er alt". Og: "Enhver kunst er fuldstændig nytteløs"; Wildes berømte ord om, at kunsten ikke imiterer livet, det er livet, som imiterer kunsten, udtrykte et træk i dekadencen, som blev videreført i iscenesættelsen af dandyen som tragisk og nostalgisk.

Fin de siècle-litteraturen var kosmopolitisk. Med centre i storbyerne Paris, Berlin og især Wien trak europæiske rejsende som Wilde, Rainer Maria Rilke, Strindberg, Henrik Ibsen, Lou Andreas-Salomé, J.P. Jacobsen, Herman Bang og Sophus Claussen cirkler mellem cirklerne og var med til at forbinde Richard Wagner og Nietzsche med Knut Hamsun, Oscar Wilde med Hugo von Hofmannsthal.

Ved århundredskiftet var Café Griensteidl i Wien alle cirklers centrum. Kunstnerkredsen Jung-Wien omfattede fx de to vidt forskellige dramatikere senromantikeren Hofmannsthal, som hentede sit stof fra fortiden og myten, og samtidsrealisten og lægen Arthur Schnitzler med interesse for hypnose og suggestion.

Stor betydning i wienerkulturens intellektuelle prisme havde Freud, kulturkritikeren Karl Kraus, som i enmandstidsskriftet Die Fackel angreb alt, hvad der er forfængeligt og "litterært", fysikeren Ernst Mach med udkastet til en psykologi om mennesket ikke som en enhed, men som et aggregat af uforenelige, øjebliksbestemte sanseindtryk, Gustav Mahlers og Richard Strauss' musik, Adolf Loos' og Otto Wagners arkitektur og Gustav Klimts billeder. Robert Musils ufuldendte roman Der Mann ohne Eigenschaften (1940-43) skildrer denne tids opbrud, ambivalens og med Hermann Brochs ord "glade apokalypse" i sin encyklopædiske skildring af Wien.

I fin de siècle forberedes den ny tid under afskeden med den gamle; men ofte således, at kunstnerens følelse af hjemløshed og afstand i forhold til samtidskulturens undergang udtrykkes i anakronistiske billeder, hvis utopiske indhold blev hentet fra en fjern fortid; i jugendstilens vinranker ses spor af romantikkens naturgroede ruiner, af middelalder og af det ikke klassiske, men dionysisk orientalske i antikken.

Bortvendthed og orfisk tilbageblik, som prægede de mest formkritiske dele af fin de siècle, afsluttes med avantgardebevægelsernes hyldest til nuet og til fremtiden. Guillaume Apollinaires Calligrammes: Poèmes de la paix et de la guerre (1918) hører til fin de siècle ved at løfte tabserfaringen ved den kendte verdens undergang til orfisk skønhed i brudte mytiske billeder — "Alle de jordiske guder ældes/Universet klager gennem din stemme"; men digtene overskrider samtidig fin de siècle med deres avantgardistiske tro på fremtiden og maksimale assimilation af alt i omverdenens nu: sporvogne, galoperende grammofoner, telegrafens og togets altomspændende, åbne og ukendte verden.

Ved 1. Verdenskrigs afslutning markerer Maurice Ravels La Valse (1920), som er en grotesk og ødelæggende forvrængning af det gamle århundredes forførende og dekadente wienervals, kunstens endelige overskridelse af fin de siècle. Det er en afsked med det, som af nogle huskes som la belle époque og af andre som tiden, hvor verden gik af lave.

1980'erne og 1990'erne viste fornyet interesse for fin de siècle. Det gælder fx etableringen af Musée d'Orsay i Paris, som netop afgrænser sin samling til fin de siècle og vidner om tidens anakronistiske stilarter, og den gentagelse af dekadencens moderigtige tilbehør — kunstige blomster, perler, påfuglefjer, moskusdufte — som i 1900-tallets fin de siècle finder vej som ophøjede, mere eller mindre bevidste, mere eller mindre postmoderne citater.