filosofikum

Filosofikum, examen philosophicum, Den almindelige filosofiske prøve, indtil 1971 obligatorisk prøve for universitetsstuderende, før nogen anden eksamen kunne aflægges.

Pensum var i 1971 ifølge bekendtgørelsen "filosofisk propædeutik, således som denne i et kursus blev foredraget af en af de filosofiske professorer" i fire ugentlige timer i to semestre.

Dette fortolkedes ofte således, at filosofisk propædeutik, dvs. indledning til filosofi, skulle omfatte psykologi, logik og filosofihistorie.

Den stærke ekspansion inden for universiteterne i 1960'erne belastede ordningen, som stammede fra 1675, hårdt; fx måtte der i København afholdes op mod 4000 mundtlige eksaminer årligt.

Fra 1966 arbejdede udvalg med reformforslag; et sådant forelagdes i 1969 af universiteterne for Undervisningsministeriet, der imidlertid frem for en kostbar reform foretrak at ophæve ordningen.

Filosofikum kaldtes en tid for "anden eksamen", idet den var en rest af anden del af det system af prøver, der indtil 1845 gav adgang til universitetet. Herefter blev afgangseksamen fra de højere skoler tilstrækkelig.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig