Filmteori er en æstetisk funderet analyse, beskrivelse og diskussion af film og filmmediet.

Den tidlige filmteori tog udgangspunkt i det spørgsmål, der havde animeret den æstetiske debat i sidste halvdel af 1800-tallet, nemlig hvorvidt fotografisk reproducerede billeder kunne gøre krav på betegnelsen kunst. Tysk-amerikaneren Siegfried Kracauers opdeling af filmen i to hovedstrømninger: den formalistiske og den realistiske, svarer til tendenser i filmteorien. De indledende formalistiske teorier argumenterer for, at filmen skal fjerne sig mest muligt fra den ydre virkelighed, mens senere såkaldte realistiske teorier mener, at filmen tværtimod bør udnytte sin fotografiske binding til virkeligheden og gengive denne så "rent" som muligt.

Klassisk filmteori

Til den formalistiske gren hører bl.a. tyskeren Rudolf Arnheim, som i Film als Kunst (1932) betoner den filmiske reproduktions mangler i forhold til en perfekt virkelighedsgengivelse; han fremfører det synspunkt, at filmens kunstneriske muligheder netop ligger i disse "mangler". Formalistiske var også 1920'ernes sovjetiske filmteoretikere, der kombinerede konstruktivisme og dialektiske principper i en række teorier om montagen som filmkunstens nerve. Mest fremtrædende blandt dem var instruktøren Sergej Eisenstein, som drømte om en intellektuel filmkunst, der blot udnyttede den konkrete virkelighedsgengivelse som sit materiale. Ifølge Eisenstein skulle en ny og abstrakt mening i filmen skabes ved konflikt i det dialektiske sammenstød mellem filmens enkelte kameraindstillinger. Eisensteins vigtigste bidrag til filmteorien er udgivet i The Film Sense (1942) og Film Form (1949).

Hovedrepræsentanterne for den realistiske filmteori, der fødtes efter 2. Verdenskrig, er franskmanden André Bazin og Siegfried Kracauer. Bazin, hvis væsentligste essays er samlet i firebindsværket Qu'est-ce que le cinéma? (1958-1962), mente, at filmen bedre end nogen anden kunstart kunne lade virkelighedens egen mangetydighed tale, og at filmskaberen burde afstå fra at manipulere med såvel sit materiale som tilskueren. Kernen i Kracauers Theory of Film. The Redemption of Physical Reality (1960) var forestillingen om filmens "forløsning af den fysiske virkelighed", som han mente var forsvundet i bl.a. videnskabernes stadig højere grad af abstraktion.

Moderne filmteori

Med filmvidenskabens indtog på universiteterne i 1960'erne ændredes filmteorien fra praksisrelateret kunstdebat til akademisk disciplin. Teori og analyse knyttedes tættere sammen, samtidig med at man forsøgte at overføre teoretiske begreber og analytiske redskaber fra i første omgang den strukturalistiske litteratur- og sprogvidenskab til filmens område. Foregangsmand for denne nye filmteoretiske retning var franskmanden Christian Metz, der i 1964 i artiklen Le Cinéma — langue ou langage? stillede spørgsmålet, hvorvidt filmen var at betragte som et egentligt sprogsystem eller blot som et simpelt meddelelsesmiddel. Dét blev startskuddet til den tidlige filmsemiologis lingvistisk orienterede forsøg på at afdække filmens koder.

Foruden Metz selv var italienerne Pier Paolo Pasolini og Umberto Eco centrale bidragydere til denne debat, der førte til en øget analytisk bevidsthed om de mange betydningsmættede valg, som filmskaberne træffer på alle niveauer i deres arbejde. Hvor den klassiske filmteori havde betragtet film som kunst, og bl.a. den marxistisk orienterede tyske Frankfurterskole (især Theodor W. Adorno) havde set på filmen som et ideologisk produkt af underholdningsindustrien, anskuedes og analyseredes filmen nu som kommunikation og udsigelse.

Med afhandlingen Le signifiant imaginaire. Psychanalyse et cinéma (1977) ledte Metz filmteorien ind i en ny fase, den såkaldte psykosemiotiske, der blev 1970'ernes dominerende filmteoretiske retning. Psykosemiotikken kombinerer semiotikken med Sigmund Freuds og især Jacques Lacans psykoanalyse og fokuserer bl.a. på filmens identifikationstilbud, herunder kameraets "blik", som også bliver tilskuerens. Denne indfaldsvinkel blev helt central i den feministiske filmteori og -analyse, som briten Laura Mulvey (f. 1941) grundlagde i 1975 med det banebrydende essay Visual Pleasure and Narrative Cinema. Mulvey pointerer bl.a., at den klassiske films "blik" er udpræget maskulint, og at den fremstiller kvinder hovedsagelig som objekter for en mandlig tilskuers voyeuristiske begær.

Den psykoanalytisk inspirerede filmteori udfordredes i 1980'erne af et kognitionspsykologisk spor, der undersøger tilskuerens aktive mentale bearbejdning af de sanseindtryk, filmen leverer. I Narration in the Fiction Film (1985) fremhæver amerikaneren David Bordwell, at det at se en film er en interaktiv proces, hvor tilskueren til stadighed opstiller og afprøver hypoteser i forhold til det filmiske forløb.

I Danmarks første filmvidenskabelige doktorafhandling, Cognition, Emotion and Visual Fiction (1994), tager også Torben Kragh Grodal udgangspunkt i kognitionspsykologien. Eksemplificeret ved en række analyser betoner han, hvordan tilskuerens kognitive og følelsesmæssige engagement i visuel fiktion er uløseligt forbundet. Grodal har siden udvidet sin teori til i højere grad at omfatte beskrivelsen af, hvordan menneskets evolutionært betingede udvikling spiller ind i oplevelsen af audiovisuel fiktion, et emne, der også er beskrevet af hollænderen Ed Tan (f. 1951).

Midt i 1980'erne kom tillige den franske filosof Gilles Deleuzes bud på en filmfilosofi. I tobindsværket Cinéma 1: L'Image-Mouvement (1983) og Cinéma 2: L'Image-Temps (1985) klassificerer han, med afsæt i Henri Bergsons tidsfilosofi og Charles Sanders Peirces tegnteori, hele filmhistorien på grundlag af de enkelte værkers gestaltning af forholdet mellem bevægelse og tid. Ifølge Deleuze tager den klassiske film udgangspunkt i bevægelsen, mens tiden spiller en underordnet rolle; i den moderne film, dvs. filmkunsten efter 1945, vendes forholdet om, så den rene tid står i fokus.

Fra den klassiske teoris to skarpt adskilte æstetiske "skoler" har filmteorien og -analysen udviklet sig til et heterogent felt, der dels henter inspiration fra mange forskellige hold, dels også beskæftiger sig med andre typer audiovisuelle udtryk (tv, video og computermedier).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig