filmteori (Klassisk filmteori)

Filmteori (Klassisk filmteori), Til den formalistiske gren hører bl.a. tyskeren Rudolf Arnheim, som i Film als Kunst (1932) betoner den filmiske reproduktions mangler i forhold til en perfekt virkelighedsgengivelse; han fremfører det synspunkt, at filmens kunstneriske muligheder netop ligger i disse "mangler". Formalistiske var også 1920'ernes sovjetiske filmteoretikere, der kombinerede konstruktivisme og dialektiske principper i en række teorier om montagen som filmkunstens nerve. Mest fremtrædende blandt dem var instruktøren Sergej Eisenstein, som drømte om en intellektuel filmkunst, der blot udnyttede den konkrete virkelighedsgengivelse som sit materiale. Ifølge Eisenstein skulle en ny og abstrakt mening i filmen skabes ved konflikt i det dialektiske sammenstød mellem filmens enkelte kameraindstillinger. Eisensteins vigtigste bidrag til filmteorien er udgivet i The Film Sense (1942) og Film Form (1949).

Hovedrepræsentanterne for den realistiske filmteori, der fødtes efter 2. Verdenskrig, er franskmanden André Bazin og Siegfried Kracauer. Bazin, hvis væsentligste essays er samlet i firebindsværket Qu'est-ce que le cinéma? (1958-62), mente, at filmen bedre end nogen anden kunstart kunne lade virkelighedens egen mangetydighed tale, og at filmskaberen burde afstå fra at manipulere med såvel sit materiale som tilskueren. Kernen i Kracauers Theory of Film. The Redemption of Physical Reality (1960) var forestillingen om filmens "forløsning af den fysiske virkelighed", som han mente var forsvundet i bl.a. videnskabernes stadig højere grad af abstraktion.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig