Filmsociologi, forskning i filmens samfundsmæssige forhold. Filmsociologien kan fx omfatte studier i rolleadfærd inden for filmproduktionen og tage sigte på at afdække systematiske forhold, fx kompetencekonflikter mellem filmens producent og instruktør, hvis beføjelser gennem filmbranchens historie har været afgrænset på forskellig måde.

En stor del af filmsociologien beskæftiger sig med filmens sociale, økonomiske og institutionelle baggrund, idet den studerer filmens produktions- og markedsforhold.

Produktionen undersøges fx i forhold til organisation og finansiering, mens filmdistribution og -forbrug ses i lyset af udlejningssystemet, biografernes økonomi eller publikums sociale sammensætning (efter køn, alder, socialgruppe o.l.).

Størst offentlig interesse har der været omkring sociologiske undersøgelser af filmens virkninger på det sociale niveau, både på kort og lang sigt og såvel mht. holdninger som adfærd, bl.a. spørgsmålet, om voldelige film afskrækker eller inspirerer til efterligning.

Mens de fleste filmsociologiske studier undersøger filmens ydre omstændigheder, fokuserer en særlig type filmsociologi på filmens indre forhold, idet den analyserer filmens sociale indhold som afspejling eller konstrueret billede af et givent samfund.

Et sådant studium kan have karakter af kvantitativ indholdsanalyse, især når det drejer sig om et større filmmateriale, eller den kan udnytte mere kvalitative metoder med inspiration i litteraturvidenskabelig tekstanalyse, fx den såkaldte ideologikritik. Endelig kan filmsociologisk forskning udmøntes i kulturhistoriske og kulturkritiske diskussioner af filmens generelle placering og funktion i samfundet som helhed.

Se også sociologi og sociologiske undersøgelsesmetoder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig