Filmpris, pris uddelt af forskellige institutioner inden for filmbranchen. Filmpriser uddeles som regel årligt ved medieomtalte gallafester som belønning for kunstneriske og tekniske præstationer, fx i kategorier som bedste film, bedste instruktør, bedste mandlige eller kvindelige skuespilpræstation, bedste fotograf eller bedste klipning.

Den mest kendte og prestigebetonede filmpris er den amerikanske Oscar (Academy Award), der er blevet uddelt siden 1929. Andre anerkendte priser uddeles på de store filmfestivaler, fx Den Gyldne Palme i Cannes, Den Gyldne Bjørn i Berlin og Den Gyldne Løve i Venedig. Af internationale priser kan desuden nævnes Det Europæiske Filmakademis Felix (1988-), der uddeles som et modstykke til Oscar-prisen.

Mange landes filmakademier har deres egne filmpriser, fx den franske César (1976-). I Danmark er de danske filmkritikeres Bodil (1948-) den mest fremtrædende filmpris; desuden uddeler Danmarks Film Akademi Robert-prisen (1985-).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig