filmmusik

Filmmusik, musik, der ledsager film. Der er formentlig blevet spillet musik til forevisninger af levende billeder siden filmens fremkomst i 1890'erne. På dette tidspunkt blev den fremført af musikere, der i forvejen var tilknyttet de underholdningsetablissementer, som tog filmen til sig: varietéen, tivoliet og markedspladsen.

Da biografer omkring 1905 var blevet udbredt over hele verden, blev filmene almindeligvis akkompagneret af kinomusikeren, den enlige "klaverbokser", men efterhånden vandt egentlige biograforkestre udbredelse, især i storbyerne. Således havde Palads Teatret og Kinopalæet i København i 1920'erne 20-30 mands orkestre.

Komponister i udvalg
Max Steiner King Kong 1933
Gone With the Wind (Borte med Blæsten) 1939
Casablanca 1942
Erich Wolfgang Korngold Captain Blood (Kaptajn Blod) 1935
The Adventures of Robin Hood (Robin Hood) 1938
The Sea Hawk (Havørnen) 1941
Dimitri Tiomkin It's a Wonderful Life (Det er herligt at leve) 1946
High Noon (Sheriffen) 1952
Rio Bravo 1959
Bernhard Herrmann Citizen Kane 1941
North by Northwest (Menneskejagt) 1959
Psycho 1960
TaxiDriver 1976
Henry Mancini Touch of Evil (Politiets blinde øje) 1958
Hatari! 1961
The Pink Panther (Den lyserøde panter) 1963
Maurice Jarre Lawrence of Arabia (Lawrence af Arabien) 1963
Dr. Zhivago (Dr. Zivago) 1965
Witness (Vidnet) 1985
Nino Rota La Strada 1954
La dolce vita (Det søde liv) 1960
The Godfather I-III 1972, 1974, 1990
Ennio Morricone Il Buono, il brutto, il cattivo/The Good, the Bad and the Ugly(Den gode, den onde og den grusomme) 1967
C'era una volta il West/Once Upon a Tiin the West (Vestens hårde halse) 1968
The Untouchables (De uovervindelige) 1987
Jerry Goldsmith Planet of the Apes (Abernes planet) 1968
Chinatown 1974
Alien (Alien - den 8. passager) 1979
John Williams Star Wars (Stjernekrigen) 1977
Raiders of the Lost Ark (Jagten på den forsvundne skat) 1981
Jurassic Park 1993

I årene efter lydfilmens gennembrud sidst i 1920'erne blev stumfilmens musikpraksis, dvs. tonesprog og funktion, bibeholdt. Det var musikkens rolle at markere tid, sted og handling i filmen, at udtrykke følelser, underbygge billedfortællingen og fx som ouverture eller efterspil at understøtte strukturen i hele filmen.

I Hollywood-musikkens guldalder (1935-55) hentedes den musikalske inspiration fortrinsvis fra den senromantiske, europæiske kompositionsmusik (fx Richard Wagner og Richard Strauss), som hos periodens mest stilskabende filmkomponister, de østrigskfødte Max Steiner og Erich Wolfgang Korngold.

I 1950'erne fandt en nyorientering sted inden for filmmusikken. Jazz og siden anden rytmisk musik vandt indpas som underlægningsmusik, og efterhånden blev det af afgørende betydning for den enkelte film, at et eller flere musikalske numre kunne sælges selvstændigt, uafhængigt af deres anvendelse i filmens fortællemæssige sammenhæng.

Tendensen indledtes med Dimitri Tiomkins Do Not Forsake Me, Oh My Darlin' fra Fred Zinnemanns High Noon (1952, Sheriffen) og fortsatte med fx Maurice Jarres Lara's Theme fra David Leans Dr. Zivago (1965) og i talrige senere film.

I 1960'erne var sang- og nummer-orienteret populærmusik, der fremførtes af relativt små besætninger, dominerende. Den symfoniske musik for stort orkester vendte dog i 1970'erne tilbage til filmen med fx John Williams' musik til Steven Spielbergs og George Lucas' film.

En fremherskende tendens i 1980'erne blev musikvideoens indflydelse på underlægningsmusikken. Det førte til et brud med et af den klassiske Hollywoodfilms musikalske principper, idet musikken nu ofte i regulære handlingsfilm overordnes fortællingen, således at et popnummer høres i hele dets udstrækning, mens billedsiden handlingsmæssigt går i stå, sådan som det tidligere kun var tilfældet i musicals eller deciderede musikfilm.

Filmmusikken har ofte været betragtet som ligegyldig funktionsmusik og kunstnerisk underlødig i sammenligning med kompositionsmusikken. Ikke desto mindre har flere kendte komponister taget livtag med filmmusikken. Først var Camille Saint-Saëns, der skrev musikken til den franske instruktør André Calmettes (1861-1942) L'Assasinat du Duc de Guise (1908, Mordet på Hertugen af Guise), men også fx Arthur Honegger prøvede kræfter med stumfilmen.

Benjamin Britten og Ralph Vaughan Williams skrev i 1930'erne og 1940'erne musik til en række britiske dokumentarfilm, og i Sovjet arbejdede Sergej Prokofjev sammen med filminstruktøren Sergej Eisenstein, og Dimitrij Sjostakovitj skrev 1929-72 musik til i alt 26 film.

I Danmark har flere klassiske komponister skrevet filmmusik, fx Fini Henriques (Vilhelm Glückstadts (1885-1939) De Dødes Ø, 1913), Poul Schierbeck (Carl Th. Dreyers Vredens Dag, 1943), Herman D. Koppel (Astrid Henning-Jensens Palle alene i Verden, 1949) og Per Nørgård (Gabriel Axels Babettes gæstebud, 1987).

Til de betydeligste og mest populære danske filmkomponister hører Kai Normann Andersen og Sven Gyldmark og i nyere tid Bent Fabricius-Bjerre.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig