filmatisering

Filmatisering, adaption, filmversion af værk fra andet medium, ofte roman eller skuespil. En stor del af filmhistoriens værker er filmatiseringer, gerne af klassikere og bestsellere. Ofte har begge medier haft fordel af et sådant samarbejde: Filmen har kunnet finde gode historier og evt. kulturel prestige i litteraturen, mens romanen til gengæld har fået reklame og stærkt forøget salg, som det eksempelvis er set ved de forskellige filmatiseringer af den britiske forfatter E.M. Forsters romaner.

Filmatiseringen har ofte fungeret som en popularisering af det litterære værk, der dermed er blevet gjort lettere tilgængeligt for publikum. Som eksempel kan nævnes Volker Schlöndorffs filmatiseringer af Günter Grass, Heinrich Böll, Max Frisch og Marcel Proust.

Filmatiseringer af berømt litteratur vurderes ofte som kunstnerisk mindre betydelige end det værk, der er genstand for filmatiseringen, mens mange filmatiseringer af mere beskedne værker overstråler det originale værk, bl.a. Josef von Sternbergs Der blaue Engel (1930, Den blaa Engel) efter Heinrich Manns roman samt en række af Alfred Hitchcocks og John Fords film.

Blandt de hyppigst filmatiserede forfattere er William Shakespeare, Alexandre Dumas d.æ. og Lev Tolstoj. En række forfattere har selv medvirket til at adaptere deres værker for filmen; det gælder bl.a. John Steinbeck, Graham Greene og E.L. Doctorow.

I dansk film var filmatiseringer dominerende i stumfilmtiden, hvor bl.a. A.W. Sandbergs Dickensfilm var populære; den første danske talefilm, Præsten i Vejlby (1931), er en filmatisering af St.St. Blichers novelle, og også Carl Th. Dreyers film er alle filmatiseringer.

Siden 1960'erne, hvor dansk film er blevet stadig mere afhængig af statsstøtte, er filmatiseringer af nyklassisk litteratur blevet udbredt, bl.a. Knud Leif Thomsens Midt i en jazztid (1969) efter Knud Sønderby, Gabriel Axels Babettes Gæstebud (1987) efter Karen Blixen og Bille Augusts Pelle Erobreren (1987) efter Martin Andersen Nexø.