filial

Filial, (af lat. filialis 'sønlig, datterlig', af filius 'søn', filia 'datter'), lokal afdeling af et aktieselskab, et anpartsselskab eller en anden erhvervsvirksomhed. En filial er i modsætning til et datterselskab ikke en selvstændig juridisk person, og den virksomhed, som filialen er en del af, hæfter derfor ubegrænset for filialens forpligtelser. En filial skal have en eller flere filialbestyrere, der ved deres underskrift kan forpligte filialen og dermed selskabet. En filial af et dansk selskab skal ikke aflægge særskilt årsrapport for filialen. Det samme gælder pga. EUs 11. selskabsdirektiv for en dansk filial af et aktie- eller anpartsselskab fra et andet EU-land. Det udenlandske selskabs årsrapport skal dog være offentligt tilgængeligt hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor den danske filial skal registreres; filialen er underlagt dansk lovgivning mht. skat, miljø, arbejdsmiljø mv.

Et udenlandsk selskabs oprettelse af en dansk filial medfører, at selskabet bliver skattepligtigt i Danmark af filialens overskud, såkaldt begrænset skattepligt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig