Artikelstart
Filariasis, samlebetegnelse for sygdomme, der skyldes infektion med trådorme, som tilhører klassen af rundorme. De voksne trådorme findes i underhud og lymfekar, larverne (mikrofilarier) overføres med stikkende insekter eller små krebsdyr.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet filariasis er latin, af filaria 'trådorme', afledt af filum 'tråd', og græsk -iasis om sygdomme.
Der er flere hovedformer: Filariasis forårsaget af Wuchereria bancrofti ses i fugtige egne i troperne på alle kontinenter, filariasis forårsaget af Brugia malayi (lymfatisk filariasis) kun i Østasien. flere end 130 mio. mennesker skønnes inficerede; sygdommen viser sig ved feber, lymfekar- og lymfeknudebetændelse, senere vandbrok i pungen og evt. hævelse af arm eller ben, der kan blive uhyrlig (elefantiasis). Sygdommen overføres med myg og kan bekæmpes med myggekontrol ligesom malaria.
Ved filariasis i underhuden (onchocerciasis) skyldes forandringerne overvejende infektion med mikrofilarier, der overføres med en lille stikflue (Simulium), som yngler i hurtigtstrømmende floder i tropisk Afrika samt i dele af Latinamerika og Yemen; den voksne orm (Onchocerca volvulus) findes i knuder under huden. Sygdommen kan medføre blindhed (flodblindhed), ulidelig hudkløe og tidlige aldersforandringer i huden og er derfor især frygtet af kvinder.
Ved loiasis, der skyldes infektion med øjenormen Loa-loa, som overføres med en stor stikflue (Chrysops), trænger trådormen ind i øjets slimhinde, men kan også medføre calabarhævelser i huden.
Insektbekæmpelse og medicinsk behandling kan begrænse sygdommenes udbredelse.
I Afrika findes guineaormen (Dracunculus medinensis).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.