Figurlære, forskellige musikteoretiske systemer til beskrivelse af musik ud fra den antikke retoriks figurer, der kan udsmykke en tale og fremkalde følelsesreaktioner hos publikum. Fra 1400-t. satte retorikken sit præg på vokalmusikkens tolkning og udsmykning af tekster og enkelte ord. I 1600- og 1700-t.s musik forekommer talrige figurer som stigende, faldende, kredsende og lignende melodiske bevægelser, der i tonemalerisk øjemed ledsager bestemte ord i sangteksterne; der er bl.a. mange eksempler i Bachs kantater og i Händels oratorier og operaer. Figurlæren, der er beslægtet med affektlæren, blev beskrevet systematisk af tyske teoretikere, først af J. Burmeister 1599, senest af J.N. Forkel 1788.