fiberforstærket metal

Fiberforstærket metal, metal med indstøbte stærke fibre, hvorved der opnås en styrkeøgning. Der anvendes keramiske eller mineralske fibre, idet fibrene skal have større stivhed, elasticitetsmodul, end grundmetallet.

Fiberforstærket metal fremstilles på forskellige måder: ved at anbringe keramiske fibre i en støbeform og derefter støbe metal i formen, fx aluminium med aluminiumoxidfibre, som anvendes ved stempler i bilmotorer; retningsbestemt størkning af en eutektisk smelte, fx ved fremstilling af emner af højtemperaturlegeringer (superalloys), bl.a. turbineskovle i jetmotorer og gasturbiner; ved trækning af perlitisk stål, fx fjeder- og pianotråd.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig