Fiberarmeret plast, plast, hvori fibre med høj styrke er indlejret, således at visse styrkeegenskaber er væsentlig større end grundharpiksens eller basispolymerens. Såvel fibermateriale som fibertype og -orientering samt basismaterialerne varierer, stærkt afhængigt af det fiberarmerede plastprodukts form, funktion og pris.

Både korte og lange glasfibre (glasfiberarmeret plast) benyttes såvel i hærdeplast, fx epoxy og umættet polyester (ofte i måtteform), som i formbare plasttyper, fx polyethylen, polypropylen og polyamider.

Meget store emner som skibsskrog og siloer fremstilles lagvis af håndoplagte glasfibermåtter, som mellemliggende imprægneres med basispolymer og hærdes.

Symmetriske emner kan fremstilles ved vikling af endeløse fibre (filamenter) imprægneret med basismateriale; viklemønstre, som lagvis krydser fiberorienteringen, sikrer emnets optimale styrke. Fibre af kul eller Kevlar® (aromatisk polyamid) anvendes sammen med temperaturresistente plasttyper til letvægtskonstruktioner, der opnår højere styrker og bedre mekaniske egenskaber end de fleste metaller; sportsartikler og dele til luftfartsindustrien ses ofte som sådanne letvægtskonstruktioner. Disse fibertyper anvendes almindeligvis som forimprægneret armering (såkaldt prepreg), hvori lag af fibre i bundter eller vævet form er iblandet en basispolymer; efter formtilpasning er prepreg parat til støbning eller presning under opvarmning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig