fersken

Fersken adskiller sig fra den nært beslægtede mandel, ved at bladstilkene har små kirtler, og blomsterne sidder enkeltvis eller to sammen. Frugten med den furede sten er lodden, men på varieteten nektarin har man fremavlet glatte frugter, som langt overvejende skyldes en mutation i et enkelt gen.

.

Fersken, Prunus persica, frugttræ i rosenfamilien. Fersken kendes kun som dyrkede former. Den blev indført til dyrkning i Middelhavslandene af grækerne, som stødte på den i Persien under Alexander d. Stores felttog, men den stammer oprindelig fra Kina.

Faktaboks

etymologi:
Ordet fersken kommer via tysk fra latin persica 'persisk (æble)'

Ferskentræet har lancetformede, blanke blade og enlige, stærkt lyserøde blomster. Blomstringen finder sted før løvspring.

Frugterne er 5-8 cm store og næsten kuglerunde med en svag fure på den ene side. Frugtskallen er gulligrød og har bløde hår eller er glat (fx hos nektariner). Det sødlige aromatiske frugtkød er gult og til tider trævlet; det omgiver en 3-4 cm lang, dybt furet, tykskallet sten.

Dyrkning

Ferskner på træ.

.

Fersken dyrkes hovedsagelig i områder med varmt tempereret klima, men visse sorter tåler subtropisk klima. Der findes formentlig tusindvis af sorter, som bl.a. varierer med hensyn til frugtegenskaber og træstørrelse. Nogle sorter kan dyrkes i Danmark, men den tidlige blomstring resulterer ofte i frostskader på blomsterne. Fersken kan dyrkes på samme måde som abrikos, men er meget modtagelig for sygdomme og derfor vanskeligere.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig