fermion

Fermion, elementarpartikel, atomkerne eller atom med halvtalligt spin. Alle elementarpartikler forekommer som enten bosoner med heltalligt spin eller som fermioner med halvtalligt spin. Bosoner og fermioner viser radikalt forskellig opførsel, når kvanteeffekter spiller en rolle. Fx er 4He-atomet en boson, men 3He-atomet en fermion. Skønt de to atomer har næsten ens kemiske egenskaber, opfører de sig vidt forskelligt ved meget lave temperaturer, hvor kvanteeffekter viser sig afgørende.

Faktaboks

etymologi:
Elementarpartiklen fermion har navn efter den italiensk-amerikanske fysiker E. Fermi og -on.

Fermioner adlyder Paulis udelukkelsesprincip (se Pauliprincippet), der siger, at to fermioner ikke kan forekomme i samme kvantetilstand (se også kvantefeltteori). De mest fundamentale fermioner er leptoner og kvarker. Atomernes elektroner er leptoner, og det er deres fermion-natur, der er årsag til atomernes skalstruktur og kemiske egenskaber. Atomkernepartiklerne, protonen og neutronen, der hver er dannet af tre kvarker, er også fermioner. Fermioners ejendommelige egenskaber er afgørende for forståelsen af vidt forskellige fysiske systemer som hvide dværge, neutronstjerner og metaller. Se også elementarpartikler.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig