Feraghantæpper, stammer fra Feraghanområdet (Ferahan, Farahan) i det nordvestlige Iran. Her blev der i 1700- og 1800-t. knyttet tæpper af høj kvalitet, de fleste på et grundvæv af bomuld og ofte med et omhyggeligt udført og meget detaljeret heratimønster; karakteristisk er anvendelsen af en særlig lys grøn farve. Nyere feraghantæpper fremtræder noget grovere, både i knytning og design.