Femtosekundkemi, kemisk disciplin, hvori det tidslige forløb af kemiske elementarprocesser (fx dannelse og brydning af kemiske bindinger) studeres. Disse processer forløber i reglen på en tidsskala fra 10 til 100 fs. I femtosekundkemien observeres og kontrolleres disse elementarprocesser direkte, mens de finder sted. Den eksperimentelle observation af atomkernernes reorganisering under en kemisk reaktion kræver, at man kan starte og efterfølgende undersøge dette forløb med femtosekund tidsopløsning. Hertil benyttes specielle lasere, som kan udsende lyspulser med en varighed på nogle få femtosekunder.

Den første eksperimentelle observation af brydningen af en kemisk binding blev udført i 1987 af Ahmed H. Zewail fra California Institute of Technology. Teoretisk studeres femtosekundkemi vha. kvantemekanikken.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig