Femme fatale, selvsikker og erotisk selvbevidst kvinde, der forfører, dominerer og ødelægger mænd. Typen kendes fra Bibelens Salome, historiens dronning Kleopatra og folkesagnenes elverpiger; den blev almindelig som litterær figur i romantikken og prægede fin de siècle-perioden dybtgående.

Faktaboks

Etymologi
Ordet femme fatale kommer af fransk 'skæbnesvanger kvinde, ulykkesfugl'.

I 1700-t.s gotiske roman kunne det være en heks forklædt som nonne; blandt romantikkens kendte eksempler er John Keats' digt "La Belle Dame Sans Merci" (1820, Den smukke, ubarmhjertige dame) og Victor Hugos Esmeralda i Klokkeren fra Notre Dame (1831).

Med Prosper Mérimées Carmen (1845) fik figuren sydlandske og sigøjneragtige træk, og sådan ses hun oftest i dansk litteratur, fx Rhitra i Chr. Winthers Hjortens Flugt (1855).

Romantikerne interesserede sig mest for den fatale mand, lord Byrons dæmoniske Don Juan-type, men ved århundredskiftet projicerede malere som Gustav Klimt, Gustave Moreau, Aubrey Beardsley og Edvard Munch og forfattere som August Strindberg, Sophus Claussen og Frank Wedekind (Lulufiguren, 1895) dæmonien over på den fatale kvinde, som fik androgyne træk og tydeligt bar præg af mandlig angst for den frigjorte kvinde.

På film blev typen en kliché efter Marlene Dietrichs syngepige i Josef von Sternbergs Den blå Engel (1930); omvendt er Pellegrina Leoni i Karen Blixens "Drømmerne" (1934) en positiv identifikationsfigur for den kvindelige forfatter.

Også inden for rockmusikken er typen blevet skildret, fx af The Velvet Underground i nummeret Femme Fatale på gruppens første album The Velvet Underground and Nico (1967, "Bananpladen").

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig