femkamp

Femkamp, pentatlon, moderne femkamp, idrætsgren sammensat af fem discipliner. Man skelner mellem moderne femkamp og femkamp i det antikke Grækenland.

Faktaboks

etymologi:
Ordet pentatlon kommer af græsk penta 'fem' og athlon 'kamp.

Discipliner inden for moderne femkamp er pistolskydning, fægtning, svømning, ridning og løb. Idrætsgrenen blev skabt som en mangekamp for soldater efter idé af Pierre de Coubertin og kom første gang på det olympiske program i 1912. Coubertin benævnte den militær femkamp, inspireret af de mange skift, en militær kurér eller spion på Napoleons tid skulle kunne gennemføre, herunder at ride en fremmed hest i uvejsomt terræn, bekæmpe en række modstandere med stødvåbnet kårde eller pistol, forcere en dyb flod og løbe i ukendt terræn. Ved De Olympiske Lege i 1920 blev disciplinen omdøbt til moderne femkamp.

Moderne femkamp har siden samlet sig om de samme fem discipliner, selvom rækkefølgen er blevet ændret. Oprindelig blev konkurrencen afviklet over fem dage, men den er siden 1996 blevet samlet på én dag. Disciplinerne er: luftpistolskydning på en distance af 10 m; kårdefægtning, hvor alle fægter mod alle; 300 m fri svømning for mænd, 200 m for kvinder; ridebanespringning på fremmed hest på 350-450 m rundbane og endelig crossløb over 4000 m for mænd, 2000 m for kvinder.

Det internationale femkampsforbund, Union internationale de pentathlon moderne, blev stiftet i 1948. Der er blevet afholdt VM siden 1949; for kvinder siden 1981. I Danmark er femkamp organiseret i DMF, Danmarks Moderne Femkampforbund med otte klubber (2016). De danske mesterskaber i nyere tid er domineret af Troels Antvorskov og Rasmus Bagger for mændene og af Pernille Svarre og Eva Fjellerup for kvinderne.

Ved de antikke Olympiske Lege var femkamp, pentathlon, den fornemste øvelse. Pentathlon blev først omtalt 708 f.Kr., og omfattede disciplinerne diskoskast, længdespring, spydkast, stadionløb (192,27 m) og brydning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig