feministisk psykologi

Feministisk psykologi, psykologisk fagområde, der beskæftiger sig med det kvindelige. Feministisk psykologi er opstået som en reaktion imod fagets dominerende tendens til enten at overse det kvindelige eller definere det som mangelfuldt sammenlignet med det mandlige. Den har bidraget til kvindeforskningen inden for udviklingspsykologi: Feministerne har udforsket den kønsspecifikke socialisering, dvs. betingelser under opvækst og individets deraf følgende mangler og resurser.

Inden for kvindepsykologi har den mangeårige diskussion af psykoanalysens teorier om kvindelighed for nogle ført til en forkastelse af teorierne på baggrund af begreber som penismisundelse og kastrationskompleks; for andre har der været tale om en nytolkning af begreberne i forsøget på at forstå fænomener som succesundvigelse, konfliktundvigelse og masochisme som specifik kvindelig psykologi. Med udgangspunkt i psykoanalysens teorier om hysteri og depression er disse former for psykopatologi endvidere blevet udlagt som kvindelige protest- og udtryksformer.

Desuden har feministisk psykologi ydet bidrag til en forståelse af kvinders seksualitet samt kvinders forhold til arbejde og reproduktion (arbejdet i hjemmet).

Se også psykologi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig