Femhundredmandsrådet, rådsforsamling i oldtidens Athen, skabt af Kleisthenes ca. 507 f.Kr. og sammensat af 50 borgere fra hver af de ti fyler. Da athenerne i 307/306 blev fordelt på 12 fyler i stedet for ti, udvidedes rådet til 600 mand. Femhundredmandsrådets vigtigste opgave var at forbehandle alle de sager, der skulle forelægges folkeforsamlingen til drøftelse og vedtagelse. Se også Athens demokrati.