feltskær

Der blev ikke undervist i kirurgi ved universitetet før 1838. Kirurgi blev derimod regnet for et håndværk, og der blev generelt set ned på faget fra de universitetsuddannede lægers side. Bartskærerne var barberer og havde som deres hovedopgave at klippe hår og skæg, men derudover beskæftigede de sig også med kirurgi. Sammen med de små lokalsamfunds "kloge mænd og koner" virkede de som de egentlige praktiske læger i befolkningen.

Mange af disse barberer drog til udlandet for at lære kirurgi. På dette tidspunkt omfattede kirurgisk behandling hovedsageligt tandudtrækninger, fjernelse af fremmedlegemer, udtømning af bylder og andre overfladiske indgreb. I yderste konsekvens greb man til amputation. Organkirurgi var ikke muligt, da man ikke havde bedøvelsesmidler (anæstesi). Nogle af disse kirurger læste også i medicinske lærebøger for at lære anatomi og latin, ligesom nogle universitetsuddannede læger havde en vis interesse for kirurgi og kiggede håndværkerne over skulderen.

Det nøjagtige omfang af denne tværfaglighed er ukendt. Under epidemier ophævedes ligeledes skellet mellem kirurger og læger og begge parter blev bedt om at træde til som "pestmestre".

Oprindeligt var bartskærerfaget et frit erhverv i Danmark, indtil Kong Hans (1455-1513) i 1505 oprettede den første sammenslutning (lav) af bartskærere i København. Hermed blev barberfaget omfattet af den stands- og privilegiestyrede (protektionistiske) markedsøkonomi. Dette lav havde ved sin oprettelse kun seks medlemmer. Lavsartiklerne for barberer fra 1506 pålagde dem, med en tilføjelse fra amtsmesteren, at gøre tjeneste som feltskær "til lands og til vands" under krige.

Fra Christian 3.'s regeringstid er der oplysninger om, at pligtarbejdet gjaldt til søs, mens hærens feltskærere var hvervede bartskærere. Der er indirekte beretninger om mangel på feltskærere i krigstid. De udenlandske lejeregimenters anførere var således forpligtet til selv at hverve en feltskær i Tyskland. Under Den Nordiske Syvårskrig måtte Frederik 2. bede sin personlige læge træde til og hjælpe med behandlingen af de sårede.

En feltskær var forpligtet til selv at medbringe egen feltkiste og feltlade udrustet med kirurgiske instrumenter, medicin, materiale til forbindinger og andet nødvendigt udstyr. De obligatoriske kirurgiske instrumenter var amputationskniv, sav, knogleafbider, pincet, klystersprøjte og brændejern. De fleste feltskærere medbragte nogle lægemidler og lærebøger med oplysninger om disse. Der findes kun få oplysninger om selve arbejdsopgaverne, mens der ikke vides noget om transport og opbevaring af de sårede fra denne tidlige periode. Det antages dog, at den lokale civilbefolkning i kampzonens område i høj grad blev inddraget i transport og pleje af de sårede.

I 1621 forsøgte Christian 4. at skaffe kirurgerne adgang til universitetet, men det mislykkedes, da universitetets lærerstab kun kunne undervise på latin. Bartskærerne havde ikke gået på latinskole og planen om at indskrive ikke-akademiske studerende ved universitetet blev derfor ikke til noget. Til gengæld fik bartskærerne stillet undervisningslokale og undervisningsmateriale til rådighed i Admiralgade i København og der indførtes en eksamen.

I 1639 blev der oprettet et anatomisk teater i København, der var åbent for offentligheden, og hvor der foregik dissektioner. Den danske videnskabsmand Niels Stensen var blandt forelæserne. Personer, der ikke kunne latin, kunne stadig få lov at kigge med. Fra 1641 er der desuden oplysninger om den første universitetsuddannede læge (Feltmedicus) i hæren, Daniel de Castro. Han bestyrede det militære apotek i Glückstadt.

Under Christian 5. fortsatte arbejdet med at kvalitetssikre feltskærernes arbejde og forbedre hærens sanitetstjeneste. I 1680'erne indrettedes de første militærhospitaler til hæren og der blev indført krav om, at bartskærerne blev eksamineret af læger, hvis de skulle have udstedt lærerbrev.

Under Frederik 4. gennemgik hærens sanitetstjeneste en betydelig reorganisering og modernisering. Feltreglementet fra 1715 præciserede pligterne. Det fastslog desuden, at læger og kirurger stod under en øverstkommanderende Feltmedicus, der var en universitetsuddannet læge. Han var lønnet af kongen. De øvrige læger og kirurger blev lønnet af soldaternes sold. Feltmedicus deltog ikke selv i arbejdet ved slagmarken, men havde en tilbagetrukket position og skulle holde overblikket. Under ham stod en række feltkirurger. Næste trin i rangfølgen var regimentsfeltskæren og kompagnifeltskæren.

Indtil 1723 kunne regimentsfeltskæren selv ansætte læger og kirurger som kompagnifeltskærer. Herefter skulle de ansættes af kongen personligt. Udover arbejdet som sårlæger skulle feltskærerne også være soldaternes barberer og frisører. Hår- og skægpragtens retmæssige udformning og længde blev præciseret som en del af uniformsreglementet.

Fra begyndelsen af 1700-tallet havde de fleste regimenter en regimentfeltskær, der fra 1785 fik militær rang og fra 1787 var uddannet ved det Kirurgiske Akademi i Bredgade i København. I 1791 indførtes de første uniformer til læger og kirurger. Fra 1808 blev uniform og et mindre sidevåben obligatorisk. I 1806 indførtes titlen stabskirurg til den øverstkommanderende i hærens sanitetstjeneste. Ved sammenlægningen af uddannelserne i kirurgi og medicin i 1838 forsvandt betegnelsen feltskær. Ved Hærloven fra 1842 bestemtes det, at kompagnikirurgerne skulle erstattes med eksaminerede underlæger.

1800-tallet blev en periode, hvor der arbejdede både kirurger med en håndværksmæssig baggrund fra ordningen fra før 1838 og universitetsuddannede læger side om side, og det var uklart om der var en egentlig arbejdsdeling. I 1911 blev Hærens lægekorps opdelt i en medicinsk og kirurgisk afdeling.

Den franske kirurg Ambroise Paré, der betragtes som den moderne kirurgis fader, var uddannet feltskær og revolutionerede sårbehandlingen af krigslæsioner.

I Rusland har man siden 1700-tallet anvendt betegnelsen feldsjer om personer med en kortere medicinsk uddannelse. De virker som assistenter for læger på medicinske centre og selvstændigt i tyndt befolkede områder på samme måde som barfodslæger.

• kirurgi
• medicinens historie
• lægeuddannelse