Fedtsugning af ridebukselår. Før operationen indtegnes det område, der skal behandles. Gennem små snit i huden indføres sugekanylen, som føres frem og tilbage i en vifteformet figur, hvorved fedtcellerne fjernes. Sugekanylen læderer ikke større blodkar og nerver. Med den frie hånd kan sugekanylens dybde bestemmes, således at ujævnheder i huden undgås.

.

Fedtsugning, kirurgisk metode til fjernelse af overflødige, lokaliserede fedtdepoter. Behandlingen foretages ved gennem små snit i huden at indføre en metalkanyle i underhudsfedtet. Ved hjælp af undertryk suges fedtcellerne ud. De bedst egnede steder er ydersiden af lår, mave, hofter og indersiden af knæ. Forudsætningerne for et tilfredsstillende resultat er, at huden er elastisk, at fedtdepotet er velafgrænset, og at patienten har sin normalvægt.

Behandlingsresultatet er varigt, idet de overflødige fedtceller er fjernet; ved vægtøgning aflejres fedtet andre steder på kroppen. Fedtsugning er derfor intet slankemiddel; der kan desuden højst fjernes 2-3 kg fedt pr. behandling.

Metoden er angivet af den franske læge Yves-Gérard Illouz (1929-2015) i 1960'erne og er et af de hyppigst udførte kosmetisk-kirurgiske indgreb. Der er beskrevet meget få komplikationer i forbindelse med fedtsugning, deraf ingen uheldige langtidsbivirkninger.

Se også kosmetisk kirurgi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig