Fedtknude, lipom, godartet svulst af fedtvæv, der viser sig som en eller flere ikke ømme, bløde, op til 10 cm store knuder i underhudens fedtlag, især i nakken, på arme, ryg og lår, hvor huden i øvrigt er normal. Tilbøjeligheden til dannelse af lipomer kan være arvelig; de findes sjældent i indre organer. Lipomer med stort indhold af blodkar (angiolipomer) er ofte ømme. Kirurgisk fjernelse er kun nødvendig, hvis lipomerne generer.