feature

Artikelstart

Feature, mediegenre, der behandler emnerne dybere end nyhedsjournalistik og ikke nødvendigvis er døgnaktuel. Temaerne spænder fra portræt af et menneske til en bred baggrundshistorie med citater og beskrivelser, som giver indsigt, og som i kraft af sprog og illustrationer kan ligne kunst mere end journalistik. En feature kan inddrage interview, reportage, sanseindtryk, følelser, anekdoter, citater, lyde, musik og fortælling.

Feature-begrebet opstod i 1930'erne, inspireret af Sergej Eisensteins teorier om billedsammensætning og -sammenstød. Ordet blev brugt første gang i en dansk avis i 1945 (Berlingske Tidende). Genren trækker tråde tilbage til 1700-t.s essaylignende journalistik og til de causerende rejse- og livsskildringer fra midten af 1800-t.

Genren fik sin moderne form under indflydelse af den amerikanske new journalism fra 1960'erne, der optog træk fra skønlitteraturen med scene-opdeling og rekonstrueret dialog. I de elektroniske medier har genren træk fra radioens hørebilleder i 1930'erne (Aksel Dahlerup) til nutidens dokumentarudsendelser i tv. I Danmark oprettede radioen en featuresektion i 1947 efter engelsk forbillede.

Grænsen mellem feature og montage er flydende; se radiomontage.

Feature benyttes desuden som betegnelse inden for spillefilm.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig