Fast kapital, beholdning af produktionsmidler, som kun kan anvendes til bestemte, nøje afgrænsede formål, fx bygninger eller maskinparker. Den faste kapital vil i tidens løb være udsat for værdiforringelse pga. slid og teknisk forældelse, og den må derfor løbende holdes intakt ved reinvestering, dvs. tilgang af kapitalgoder til erstatning for det nedslidte. Behovet for reinvestering kan, hvis det ikke er fordelt tilstrækkelig jævnt over tiden, give anledning til konjunktursvingninger i den samlede økonomi.