Fasanfugle
Stenhønen (Alectoris graeca) er en forholdsvis lille fasanfugl, som er udbredt fra Sydøstfrankrig og Italien i vest til Bulgarien og Grækenland i øst. Den er et populært jagtbytte.
Af /Wikimedia Commons.
Licens: CC BY SA 3.0

Fasanfugle er en familie af hønsefugle. Der kendes ca. 190 arter, som er udbredt i Europa, Asien, Afrika og Nordamerika. Tidligere blev de amerikanske tandvagtler regnet med til familien, men i dag opfattes disse som en særskilt familie.

Faktaboks

Også kendt som

Phasianidae

Fasanfuglene udviser en kolossal variation i størrelsen, som varierer fra 14 cm til 235 cm. Til dels pga. størrelsen opdeles familien i grupperne fasaner, agerhøns (inklusive frankoliner), vagtler, årfugle og kalkuner.

Som de fleste andre hønsefugle er fasanfugle jordlevende og i hovedsagen planteædende fugle. De er kraftfulde og hurtige, men ikke særlig udholdende flyvere, og langt de fleste er standfugle.

Der er betydelig variation i ynglebiologien, spændende fra monogame par til forskellige haremssystemer. Med få undtagelser lægges æggene i en simpel rede på jorden. Mange mindre arter lægger store kuld på 8-12 (nogle op til 20) æg, og med det store formeringspotentiale er fasanfugle gode jagtobjekter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig