Farvecentre, gitterfejl i en ionkrystal (fx manglende atomer), der giver ellers gennemsigtige krystaller farve. Farvecentret virker ved, at en elektron bindes i det af gitterfejlen skabte potentialminimum (i lighed med en elektron, der er bundet til en positiv kerne i et atom). Ifølge kvantemekanikken kan elektronen derved befinde sig i en række tilstande med forskellig energi; når elektronen springer fra en tilstand til en anden, udsendes eller absorberes lys med en karakteristisk bølgelængde (farve).