Farmakognosi, læren om lægemidler fremstillet af naturprodukter samt det farmaceutiske fag med rødder tilbage til oldtiden, der har som formål at undersøge droger, dvs. tørrede plantedele, sjældnere dyriske stoffer, der anvendes som lægemidler eller råstof ved fremstilling af lægemidler.

Faktaboks

Etymologi
Ordet farmakognosi kommer af græsk pharmakon 'lægemiddel' og gnosis 'erkendelse, viden'.

Oprindelig inddrog en farmakognostisk analyse undersøgelse vha. botaniske, morfologiske og planteanatomiske, herunder mikroskopiske, metoder, hvorved tilstedeværelse af karakteristiske celle- og vævstyper benyttedes til identitets- og kvalitetskontrol. Efterhånden er analysen i højere grad baseret på kemisk karakterisering vha. kromatografiske metoder. Herved bestemmes identiteten af drogerne vha. såkaldte fingerprints, hvor tilstedeværelse eller fravær af karakteristiske markørstoffer bruges som identitetskontrol. Med den stigende brug af naturlægemidler er der opstået et fornyet behov for farmakognostiske analyser.

Farmakognosi omfatter også etnobotanik og -farmakologi, idet potentielle lægemidler og lægemiddelstoffer eftersøges i planter, der bruges i oprindelige folks traditionelle medicin. Hertil bruges metoder, hvorunder den biologiske aktivitet af planteekstrakter undersøges (se bioassay). I tilslutning hertil kan de biologisk aktive stoffer renfremstilles og deres struktur opklares vha. spektroskopi.

Ved systematisk indsamling og afprøvning af endnu ikke udnyttede planter kan der opnås mulighed for fremstilling af nye lægemidler (se plantemedicin).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig