farligt gods

Farligt gods skal under transport på tankkøretøjer og -containere afmærkes med faretavler, der fortæller om indhold og fare. Tavlen består af to tal, af hvilke det øverste angiver fareklasse og det nederste et firecifret nummer, som refererer til et specifikt stof. Fx angiver fareklasse 23, at der er tale om en brandfarlig luftart, og 1965, at det drejer sig om en F-gas (flaskegas, propan, butan).

.

Farligt gods, stoffer, der indebærer en særlig fare for mennesker eller miljø, fx brandfarlige, eksplosionsfarlige, giftige eller ætsende stoffer. For opbevaring, transport og anvendelse af sådanne stoffer findes der nationale og internationale regler. Ved uheld med farlige stoffer tilkaldes brandvæsenet, der også indsættes ved spild af stoffer, der ikke i sig selv er farlige, men som i den konkrete situation indebærer en risiko for omgivelserne.

I konventioner og love om de forskellige transportmåder pålægges afsenderen pligt til at oplyse transportøren om godsets farlighed og at sørge for forsvarlig emballering og mærkning. Nærmere vejledning om, hvordan man skal forholde sig mht. farligt gods, findes i offentligretlige regelkomplekser for de enkelte transportmåder. Heri er farligt gods inddelt i ni fareklasser. Listen, der revideres hvert andet år, omfatter over 5000 stoffer. Se faresymboler og tvangsruter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig