fang

Fang, fan, bantutalende folk i Cameroun, Ækvatorialguinea og Gabon. Fang ernærer sig hovedsagelig ved landbrug, især kakaodyrkning, og er traditionelt organiseret i patrilineære klaner. Kristendommen er dominerende, men bevægelser, hvori kristendom og animisme blandes, har siden 1940'erne vundet stadig større udbredelse. I Ækvatorialguinea og Gabon har fang betydelig politisk indflydelse.

Fang har skabt de betydeligste skulpturer i Gabon, masker og figurer i træ præget af stor stramhed i stilen og en udpræget vilje til abstraktion. De meget lange masker, som viser ansigter, er bemalet med hvid kaolin, og ansigtstrækkene er fremhævet med sort. Det gælder den lange næse, som kløver ansigtet i to dele, de ganske små øjne og den lille mund. Maskerne er ofte, som en kontrast, forsynet med et upasset skæg af raffiabast.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig