Falskspil, snyd, forsætligt brud på reglerne i et spil for derved at opnå en uberettiget fordel. Ofte snydes der for at opnå en økonomisk gevinst, men lige så tit overtrædes spillereglerne med vilje for at opnå status i forhold til de andre deltagere. Børn snyder for at vinde over kammeraterne, og voksne omgår reglerne for at fremstå som bedre spillere.

Måderne, hvorpå falskspil udføres, er utallige, og ikke mindst når der er penge involveret, er anstrengelserne og opfindsomheden uden grænser. Terninger tilfiles og forsynes med små blyvægte, og den seriøse falskspiller arbejder daglig med detaljer som kortgivning fra bunden af bunken. I lande med en udbredt hasardkultur som fx Kina og USA skal omsætningen i falskspil sandsynligvis måles i mia. kr. Moderne teknologi inddrages i arbejdet med at afsløre falskspilllere i spillekasinoer, bl.a. avancerede overvågningskameraer.

Visse former for falskspil kan straffes som bedrageri. Se også hasardspil.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig