Faliskerne var et italisk oldtidsfolk. Senest fra bronzealderen beboede faliskerne den højre Tiberbred nord for Rom; deres hovedby var Falerii. De talte faliskisk, som er det sprog, der er nærmest beslægtet med latin.

Området ved Falerii er karakteriseret ved tufplateauer, der er adskilt af dybe floddale. Faliskernes materielle kultur var stærkt påvirket af den etruskiske; en række selvstændige træk findes imidlertid i fx keramikken, som i 600-tallet f.v.t. har indridsede og indskårne orientaliserede motiver. Allerede fra slutningen af 700-tallet var der forbindelse til den græske verden, og i skulpturer og dekorative elementer i brændt ler (terrakotta) ses indflydelse fra den græske kunst. I begyndelsen af 300-tallet f.v.t. fandt en selvstændig udvikling sted med udgangspunkt i den oprindelige attiske rødfigurskeramik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig