fagsprog

Fagsprog er en særlig sprogbrug inden for forskellige fag, vidensområder, erhverv, institutioner med videre, som er karakteriseret ved entydighed, præcision og sammentrængthed.

Fagsproglige udtryk, der findes inden for alle fagområder, f.eks. teknik, medicin, jura og økonomi, kan have en vis teoretisk karakter og modsvares ofte af mere konkrete og lettere forståelige udtryk i dagligsproget, jævnfør eksperternes fagsprog i f.eks tekniske rapporter, skattelovgivning og årsregnskaber frem for udtryksformen i brugsanvisninger, vejledning om selvangivelse og reklame for investeringer.

Fagsprogs formål

Fagsprog er med sin præcise terminologi alligevel en nødvendighed, for at fagfolk kan kommunikere effektivt og uden misforståelser om og inden for deres fag.

Eksempler på fagsprog findes på alle syntaktiske niveauer: i et enkelt ord, f.eks. translabyrintært, i en ordgruppe, f.eks. håndpanthaverens i god tro erhvervede rettighed, og i en sætning, f.eks indbyggede friktionslister tillader trinløs åbning af vipperamme for 180° drejning. At der her er tale om fagsprog, ses dels af de enkelte udtryks syntaktiske opbygning, dels af tætheden af fremmedord og anvendelsen af ældre dansk sprogbrug.

Forskning i fagsprog

Forskningen i fagsprog, der opstod i begyndelsen af 1900-tallet, har blandt sine mål at kortlægge karakteristiske forskelle mellem fagsprog og almindeligt sprog og dermed medvirke til at forbedre kommunikationen mellem specialister og ikke-specialister.

Forskningen har både et nationalt og et internationalt sigte: på nationalt niveau arbejdes der f.eks på at udvikle brugervenlige skærmbilleder med danske tekster inden for computersprog, mens der internationalt arbejdes på at harmonisere en række fagudtryk, f.eks. ISO-standarder, og fastsætte fælles retningslinjer for dannelse af nye ord og udtryk ud fra elementer af især græsk og latinsk oprindelse.

Vanskeligheder for ikke-fagfolk

Visse former for fagsprog som "kancellistil" og "lægelatin", hvor såvel ordforråd som syntaks kan skabe en barriere for ikke-fagfolk, opfattes undertiden af lægmand som et ønske hos fagfolk om at udtrykke sig indforstået over for kolleger og tilsløre en teksts budskab for udenforstående.

Fra flere sider har man imidlertid i de senere år bestræbt sig på at gøre fagsprog lettere tilgængeligt, bl.a. ved omformulering fra syntetisk til analytisk form af udtryk som der kan foretages konfiskation af redskaberne til redskaberne kan konfiskeres, og ved fordanskning af fremmedord som tinnitus til susen for ørerne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig