fagforening

Fagforening, permanent sammenslutning af lønmodtagere inden for et eller flere fag eller erhverv, dannet med det formål at varetage medlemmernes interesser særligt mht. løn- og arbejdsforhold, primært gennem indgåelse og vedligeholdelse af kollektive overenskomster med arbejdsgiverparten, enten med en arbejdsgiverforening eller med den enkelte virksomhed. De er private organisationer uden direkte statsstøtte med en demokratisk valgt ledelse.

Hovedopgaver

Fagforeningernes opgaver kan sammenfattes i fire hovedområder. For det første repræsenterer de medlemmerne ved indgåelse og fornyelse af kollektive overenskomster med arbejdsgiverparten. Almindeligvis løses denne opgave via forhandling og mægling, men manglende evne til at nå et forlig i forhandlingerne kan føre til anvendelse af kollektive kampskridt i form af arbejdskonflikter. Kollektive overenskomster regulerer en betydelig del af arbejdsmarkedet (ca. tre fjerdedele af danske lønmodtagere er dækket af en overenskomst), og de indeholder bestemmelser om centrale forhold relateret til ansættelsesforholdet, bl.a. løn, arbejdstid, overtid, finansiering af efteruddannelse, feriefridage, beskyttelse imod løndumping og arbejdsmarkedspension.

For det andet yder de individuel bistand og rådgivning til medlemmerne i forbindelse med sikring af deres rettigheder i henhold til kollektive overenskomster eller lovgivning, i forbindelse med arbejdsløshed, i forbindelse med ansættelse og efteruddannelse samt i forbindelse med lokale kollektive eller individuelle forhandlinger af mere generel karakter. Rådgivningen omkring arbejdsløshed og dagpenge deler fagforeningerne med de fagforeningsorganiserede arbejdsløshedskasser.

For det tredje varetager fagforeninger i mange tilfælde medlemmernes uddannelsesmæssige interesser, bl.a. i forbindelse med fagenes grunduddannelser samt ved organiseringen af efteruddannelse af medlemskredsen; dette foregår ofte i samarbejde med arbejdsgiverparten.

Endelig for det fjerde udøves politisk påvirkning over for regeringen, Folketinget og den generelle offentlighed med henblik på at fremme lønmodtagervenlig lovgivning og forvaltning. For store dele af fagforeningerne skete dette tidligere primært gennem tætte kontakter mellem hovedorganisationen LO og Socialdemokratiet, mens en del af funktionærfagforeningerne traditionelt omvendt har lagt vægt på at være partipolitisk uafhængige. I perioden siden årtusindskiftet har en række fagforeninger – og også hovedorganisationen LO – opsagt den tætte relation til et bestemt politisk parti. Påvirkningen kan hermed mere tage form af generelle kampagner i pressen e.l.

Fagforeningernes økonomiske grundlag udgøres af medlemskontingentet, som varierer stærkt fra fagforening til fagforening. I 2012 varierede kontingentet mellem knap 100 og godt 500 kr./md. (uden a-kassebidrag). Kontingentet er fradragsberettiget, da det anses som en nødvendig udgift ved at have et arbejde (se dog nedenfor).

Organisatoriske niveauer: Fagforbund, fagforeninger og arbejdspladsklubber

Oprindelig var en fagforening en lokal forening af faglærte arbejdere; de første fagforeninger etableredes i Danmark i 1870'erne og 1880'erne, og de blev efterhånden samlet på landsplan i fagforbund. I takt med, at der opstod fagforeninger for ikke-faglærte arbejdere i 1890'erne og for forskellige grupper af funktionærer i årtierne efter 1900, blev ordets betydning udvidet. Ordet fag refererer i dag til et eller oftest flere erhverv, som er organiseret i samme fagforening. I moderne sprogbrug anvendes ordet fagforening både om arbejdet på det lokale organisatoriske niveau og som generel betegnelse for lønmodtagersidens kollektive repræsentanter, fx fagforeninger kontra arbejdsgiverforeninger.

De 10 største fagforbund i Danmark (2014)
fagforbund medlemmer heraf kvinder
3F1 264.571 71.961
HK1 199.726 154.478
Fag og Arbejde (FOA)1 166.204 144.197
Kristelig Fagforening1 112.721 57.836
Ledernes Hovedorganisation 96.503 27.741
Dansk Metal1 83.454 3407
Danmarks Lærerforening 60.845 43.028
Ingeniørforeningen i Danmark 54.461 16.396
Dansk Sygeplejeråd 53.899 52.099
BUPL 51.927 44.138
1: Medlemstal for LO og Krifa indeholder kun arbejdsmarkedstilknyttede medlemmer. Kilde: Statistisk Årbog 2014.

Formelt-organisatorisk er fagforbundet den landsdækkende organisation, mens fagforeningen (eller afdelingen) er forbundets afdeling i en region, i en by eller i de større byer en bydel. Fagforeningerne, dvs. de lokale afdelinger, er i enkelte fagforbund stadig formelt set selvstændige enheder, og fagforbundet er i disse tilfælde en sammenslutning af fagforeninger.

Det organisatoriske niveau, der er tættest på medlemmerne, er tillidsrepræsentanten og arbejdspladsklubben. Klubben er en del af den lokale samarbejdsstruktur på arbejdspladsen, og medlemmer udgør den del af de ansatte, som er medlemmer af samme fagforening. Klubber for medlemmer af flere fagforeninger kaldes fællesklubber. Tillidsrepræsentanten er klubbens formand.

Nogle fagforeninger har en relativt decentraliseret struktur mht. beslutninger og resursefordeling og følges i nogle af forbundene under landsorganisationen LO, selvom der ikke på alle arbejdspladser findes en klub. Mange af funktionærforbundene især uden for LO har i ringere grad eller slet ikke klubber på arbejdspladsen, og de har ofte heller ikke lokale fagforeninger, men er opbygget mere centralistisk.

Fagforeningerne er samlet i fire hovedorganisationer, nemlig LO, FTF, Akademikerne og Lederne, en opdeling, som grundlæggende er baseret på en vertikal specialisering, dvs. på et uddannelseshierarki, hvor personer med lange videregående uddannelser samles i AC, med mellemlange videregående uddannelser i FTF og med korte videregående samt faglige uddannelser i LO. Tidligere blev der også skelnet mellem fagforbund (i LO) for faglærte og for ikke-faglærte arbejdere. Denne skelnen er dog mindre klar i dag. Et mindre antal faglige organisationer er ikke medlemmer af en hovedorganisation.

LO repræsenterer de fleste timelønnede grupper (faglærte arbejdere, specialarbejdere samt ikke-faglærte) samt en betydelig gruppe faglærte og ikke-faglærte funktionærer (bl.a. kontor- og butiksassistenter og industrilaboranter) både i den private og i den offentlige sektor. FTF repræsenterer en lang række funktionær- og tjenestemandsgrupper, heraf en stor del med mellemlang videregående uddannelse, overvejende fra den offentlige sektor, heriblandt lærere, sygeplejersker, pædagoger, politiassistenter mfl., men også visse privatansatte grupper, som fx ansatte i finanssektoren. Akademikerne repræsenterer de fleste akademisk uddannede grupper, såvel privat som offentligt ansatte, heriblandt læger, økonomer og magistre. Lederne repræsenterer i hovedsagen mellemledere i den private sektor.

Der findes adskillige typer af fagforeninger, og i Danmark kan afgrænsningen imellem dem være kompliceret, hvilket kan give anledning til grænsekonflikter mellem dem. Traditionelt skelnes der mellem fagforbund (for faglærte og opdelt efter faggrænser, fx Dansk Metal) og industriforbund (både for faglærte og ikke-faglærte, opdelt efter branche, fx Fødevareforbundet NNF). Ikke-faglærte er som hovedregel organiseret på tværs af brancherne i generelle forbund. Blandt funktionærforbundene kan der ligeledes skelnes mellem de generelle forbund (fx Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, HK), industriforbundene (fx Finansforbundet) og de professionsorienterede forbund (fx Ingeniørforeningen i Danmark). Endelig dækker begrebet gule fagforeninger over fagforeninger, der rekrutterer medlemmer i åben konkurrence med et større antal allerede etablerede forbund på deres områder (fx Kristelig Fagforening).

En fagforenings grad af lukkethed, dvs. hvor bredt eller snævert den definerer sit rekrutteringsområde, kan variere, idet nogle kun optager lønmodtagere med ganske bestemt uddannelse eller erhverv, mens andre rekrutterer mere bredt. Der har i de seneste 10-15 år været en stigende tendens til åbenhed i en række fagforeninger. Et forbund, der vælger at definere sin medlemskreds som mere lukket, fx på grundlag af formel uddannelse, gør det ud fra en antagelse om, at det er muligt at forhandle bedre løn- og arbejdsforhold for en mere skarpt afgrænset medlemskreds. Dette gælder især de professionsorienterede forbund og forbundene for faglærte.

Fagforeningernes udvikling

Man har diskuteret, om fagforeningerne, som opstod i kølvandet på industrisamfundets fremvækst, ville kunne overleve i et samfund, hvor flere og flere lønmodtagere fandt beskæftigelse i servicesektoren. Det er også blevet diskuteret, om den stigende udbredelse af funktionæransættelser på samme måde skulle underminere fagforeningernes eksistensgrundlag, idet funktionærerne – fordi de ofte sidder tættere på ledelsen i virksomhederne – i mindre grad end arbejderne skulle føle sig tiltrukket af fagforeningerne.

Hidtil er spådomme om fagforeningernes svækkelse og undergang dog blevet gjort til skamme, og det samlede medlemstal har også i det seneste tiår været stigende, især netop i en række fagforeninger for funktionærer, hvor organisationsgraden for funktionærer siden 1980'erne praktisk talt har ligget på niveau med eller kun lige under arbejdernes. Den samlede organisationsgrad, dvs. den andel af lønmodtagerne, som er medlem af en fagforening, har indtil midten af 1990'erne været stigende til 73 %. Siden er den dog faldet lidt og ligger i 2014 på 69 %. Organisationsgraden i Europa som gennemsnit ligger på ca. 24 %.

Fagforeningsmedlemmer fordelt på hovedorganisation, antal lønmodtagere og ledige samt beregnet organisationsgrad, 1985-2014. Tal i tusinder.
Hovedorganisation 1985 1995 2005 2014
LO 1119 1208 1142 867
FTF 309 332 361 346
Akademikerne 74 132 163 203
Lederne 24 75 76 97
Uden for hovedorganisation 174 115 151 290
Medlemmer i alt 1700 1862 1893 1803
Lønmodtagere og ledige 2434 2547 2640 2605
Organisationsgrad (%) 70 73 72 69
Note: Tallene omfatter kun fagforeningsmedlemmer, som er lønmodtagere eller arbejdsledige, dvs. ikke medlemmer, som er selvstændige, studerende, pensionister e.l. Kilde: Statistisk Årbog og organisationerne.

Den stigende faglige organisering af lønmodtagergrupper, der ikke tidligere var så velorganiserede, har betydet, at fagforbundene inden for LO i 1990'erne havde en relativt mindre del af den samlede medlemsskare end for 25 år siden. I 1985 var to tredjedele (66 %) af alle fagforeningsmedlemmer medlem af et LO-forbund imod kun knap halvdelen (48 %) i midten af 2014. Kun fire af de ti største fagforeninger i Danmark er medlemmer af LO.

De høje faglige organisationsgrader for funktionærer skyldes antagelig de mange typer af fagforeninger, som åbner mulighed for, at funktionærernes særlige interesser kan fremmes gennem kollektiv organisering. Fagforeningernes varierende grader af kollektivisme afspejles bl.a. i den meget forskellige vægt, som de tillægger etableringen af kollektive overenskomster i den private sektor.

Den enkelte lønmodtagers motivation for at stå i fagforening har man derudover søgt at forklare ved lønmodtagernes tilslutning til kollektive værdier og lighedsorienterende idealer eller ved de økonomiske incitamenter, der omgiver det faglige medlemskab, specielt betydningen af de fagforeningsorganiserede, men i høj grad statsstøttede arbejdsløshedskasser.

Tilbagegangen i den faglige organisering har især fundet sted i 2000'erne, hvor en række ændringer i arbejdsmarkedslovgivningen har svækket den samfundsinstitutionelle støtte til faglig organisering. Disse ændringer omfatter bl.a. muligheden for at etablere tværfaglige a-kasser (2002), som indebar, at a-kassernes tætte tilknytning til de faglige organisationer blev svækket, forbuddet imod eksklusivaftaler (2006) som følge af en dom ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol samt begrænsningen af størrelsen af skattefradraget for fagforenings- og a-kassekontingent til et niveau svarende til de billigste (2009).

Traditionelle fagforeninger var tidligere baseret på en udpræget solidaritetsopfattelse, kombineret med et stærkt socialt pres (undertiden i form af eksklusivaftaler) for at sikre, at alle blev medlem af fagforeningen. Sådanne former for pres må ses på baggrund af, at effektiviteten af en faglig aktion, fx en strejke, kan undergraves af, at blot nogle enkelte afslår at deltage. Socialt pres kan dog på ingen måde forklare den høje faglige organisationsgrad i dag.

Med den stigende faglige organisering inden for funktionærgrupperne skal motivationen for fagligt medlemskab og det høje niveau i Danmark søges i en lidt svagere, men stadigt eksisterende social gruppenorm kombineret med et forsikringsmotiv.

Se også arbejderbevægelsen i Danmark og fagbevægelsen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig