Facade, (af fr. façade 'forside', afledt af lat. facies 'ansigt, udseende'), ydervæg i en bygning. Ordet anvendes om såvel konstruktionen som det visuelle udtryk og omfatter ydervæggen med alle tilknyttede bygningsdele, åbninger, altaner osv. De korte facader, endevægge, i et rektangulært hus benævnes også gavle; derimod kaldes brandmure mod naboejendomme og andre ikke synlige ydervægge ikke facader.

Facaden er i de fleste bygninger den dyreste og mest komplicerede bygningsdel, idet den skal opfylde særlig mange funktionskrav: Den skal fungere som klimaskærm, dvs. beskytte mod bl.a. vind, regn, kulde, lyd og indblik, samt give mulighed for lys, luft og udsyn. Hertil kommer brandkrav og krav til konstruktionen, fx skal facaden kunne modstå vindtryk. Kravene kan blive omfattende, hvis facaden indgår i husets bærende og afstivende system.

Konstruktion

Nyere danske facader opdeles i tre hovedgrupper:

Tunge, bærende facader kan bestå af en massiv mur af sten, mursten, letbeton eller beton. En sådan væg har dårlig varmeisolering, kan give fugtproblemer indvendig og er oftest ikke tæt over for slagregn. Den tunge facade kan også udføres som en hulmur, dvs. to mure med et mellemrum, der giver en vis varmeisolering og nogen tæthed over for slagregn. I dag er en tung facade i reglen opbygget af en indre, bærende væg af beton eller letbeton, sjældnere af mursten. Væggen har en udvendig isolering, fx af mineraluld, dækket af en klimaskærm. En sådan facade kan være opbygget med to lag beton i ét præfabrikeret (fabriksfremstillet) element (en sandwichfacade). Den udvendige beton kan være glat eller profileret, farvet, sandblæst, have frilagte sten eller på anden måde være overfladebehandlet.

Klimaskærmen kan være en skalmur, en halvstensteglmur fastholdt med rustfrie rundjern gennem isoleringen til den indvendige (let-)betonvæg, bagvæggen. Mange nye huse har denne konstruktion for at ligne et muret hus, selvom det er et montagebyggeri. Klimaskærmen kan også være en beklædning, som fx kan udføres med brædder eller med glatte eller profilerede plader af metal eller fiberbeton. Natursten og rustfrit stål bruges ofte i kontorbygninger. Bagmur og beklædning forbindes med lodrette og vandrette lægter af træ eller metal, og hulrummene udfyldes med mineraluld. Samme løsning bruges også til udvendig efterisolering af ældre huse.

Lette, bærende facader findes fx i et klassisk bindingsværkshus, hvor det bærende system er et træskelet. Udfyldningerne har ingen betydning for husets stabilitet, uanset om tavlene er lerklinede eller udfyldt med mursten. Bindingsværksfacaden er i øvrigt et af få eksempler på en fleksibel facade; man kan ombytte døre, vinduer og tavl, blot de nødvendige skråbånd fastholdes. Bærende træskelet bruges stadig i etplanshuse, dog med brædde- eller pladebeklædning ud- og indvendigt og isolering i hulrummene; det er ofte præfabrikerede facadeelementer uden fleksibilitet.

Lette, ikke bærende facader baseres oftest på et træ- eller metalskelet med pladebeklædning mv., evt. som præfabrikerede elementer. Da der ikke er bærende funktioner at tage hensyn til, kan facadetypen bruges til geometrisk mere komplicerede løsninger, fx facader med store vinduer, altaner, karnapper, udestuer, glasfacader og curtain wall.

Levetid

Facaden eller dele af den, fx vinduerne, har ofte en kortere levetid end husets andre bygningsdele. Det skyldes, at den udsættes for regn og vind udefra og fugt indefra, samtidig med at der er en temperaturforskel mellem den ind- og udvendige side. Det giver påvirkninger, der nedbryder de fleste bygningsmaterialer i det lange løb. Påvirkningerne udefra formindskes, hvis facaden udformes, så regnvand løber hurtigt væk og ikke bliver "hængende" på vandrette flader. Et stort tagudhæng og vandrette fremspring (gesimser, vandnæser) over døre, vinduer osv. giver fx en god beskyttelse af fuger og af selve facaden. For dårlig og for sjælden vedligeholdelse er en af de vigtigste årsager til, at facader må repareres eller udskiftes; dårlige fuger er en anden, beslægtet årsag.

Facadefuger

skal opfylde de samme funktionskrav som facaden selv. Herudover skal fugerne kunne optage de målafvigelser, der opstår som følge af unøjagtigheder i produktion og montage, og de bevægelser, som temperaturændringer medfører. Intet enkelt fugemateriale kan opfylde alle disse krav i længere tid; specielt er det svært at lave en vind- og vandtæt fuge, fordi vindtrykket vil drive vand gennem de utætheder, der er eller vil opstå i samlingen. Der er dog én undtagelse: mørtelfugen mellem trævindue og murværk. Nok er mørtelfugen ofte fuld af revner, men den fungerer, fordi der kun kan trænge lidt vand ind. Det opsuges af murstenene, der kan lede fugten ud igen. De fleste byggematerialer kan ikke opsuge og transportere fugt, hvorfor vind- og vandtætning på ét sted ikke er mulig.

Problemerne kan løses ved at benytte en ventileret fuge (totrinsfuge). Princippet har været kendt siden oldtiden og består i, at facader skal vandtætnes udvendig og vindtætnes indvendig. Fx har mange træsommerhuse brædder på klink udvendig og pladebeklædning indvendig. Da en klinkbeklædning er utæt, er der ingen vindtryksforskel mellem bræddernes for- og bagside; derfor er facaden vandtæt (pladebeklædningen er til gengæld vindtæt indvendig). Generelt skal mellemrummet ventileres, så vindtrykket på vandtætningen mindskes, og drænes, så mindre utætheder ikke gør skade. Tætningerne kan udføres med fugestrimler, fugemasser, mørtel og mange andre materialer. Se også fugt og varmeisolering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig