Følgeret, ret for bildende kunstnere, fx malere og billedhuggere, til at få andel i salgssummen ved erhvervsmæssigt videresalg af deres kunstværker. Følgeretten blev oprindelig udviklet i Frankrig og betegnes derfor ofte med sit franske navn le droit de suite. Den blev indført i Danmark i 1989 og følger nu af et EF-direktiv. Ordningen administreres af COPY-DAN. Vederlagskravet udgør en procentdel af salgsprisen ekskl. moms og består indtil ophavsrettens udløb.