fødselsdepression

Fødselsdepression, depression, der opstår i ugerne efter en fødsel. Mange kvinder oplever let forstemning og emotionel labilitet efter fødslen, men hos 6-10 % optræder der en egentlig depression, som i de sværeste former kan have karakter af psykose, dvs. være præget af hallucinationer, vrangforestillinger og bevidsthedsforstyrrelse.

Utilstrækkelig følelsesmæssig og praktisk støtte under graviditeten og de store udsving i blodets indhold af kønshormoner omkring fødslen kan virke udløsende. Personer, der lever under socialt belastende kår, udvikler lettere depressioner efter fødslen. Psykotiske tilfælde optræder især hos personer med maniodepressiv psykose eller skizofreni.

Behandlingen afhænger især af tilstandens sværhedsgrad. Lette depressioner aftager i løbet af nogle uger under støttende samtaleterapi. Ved svære depressioner anvendes behandling med psykofarmaka, og ved de allersværeste kan indlæggelse på psykiatrisk afdeling være nødvendig. Behandling med elektrochok kan være nødvendig og er meget effektiv.

Ubehandlet kan en fødselsdepression vare 1-6 måneder. For barnets trivsel er det særlig vigtigt, at en depression diagnosticeres tidligt og behandles korrekt.

Også fædre kan få en fødselsdepression.

Se også fødselspsykose.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig