.

Færdselstavle, skilt opsat i trafikken med det formål at sikre en hensigtsmæssig og sikker afvikling af færdselen. Tavlerne er efter deres funktion opdelt i vigepligts-, advarsels-, forbuds-, påbuds-, oplysnings-, service- og områdetavler. Derudover findes undertavler til visse tavler samt forskellige vejvisere og orienteringstavler. Sammen med lyssignaler og vejafstribninger er tavlerne med til at regulere trafikken.

I de fleste lande har hver type af færdselstavler sin egen form og farve. I Danmark er fx alle advarselstavler trekantede med spidsen opad; baggrunden er hvid og kanten rød. Advarslen symboliseres ved et sort piktogram. Danske forbudstavler er runde, men ofte med de samme farver som advarselstavler. For at lette opfattelsen og for at muliggøre internationale standarder er langt de fleste tavler i Europa symboltavler uden tekst.

Seværdighedsskilte

Seværdighedsskilte er vejskilte, der henviser til seværdigheder af interesse inden for kultur eller natur. Skiltning med tre rangordnede skilte er blevet indført i 2008.

UNESCO-symbolet i hvidt på brun grund henviser til seværdigheder, der er optaget på Verdensarvslisten. I Danmark gælder det Jellingmonumenterne og Jelling Kirke, Kronborg og Roskilde Domkirke.

Johanneskorset med hvidt kors på brun grund henviser til særligt udvalgte seværdigheder. De skal vurderes at være en betydningsfuld seværdighed af national interesse; desuden skal de opfylde en række krav om bl.a. tilgængelighed og vedligeholdelse. Det drejer sig om ca. 200 seværdigheder, udvalgt af Kulturarvsstyrelsen, Vejdirektoratet, Skov- og Naturstyrelsen og VisitDenmark.

Johanneskorset med blåt kors på hvid grund henviser til lokale seværdigheder, der er udvalgt af den enkelte kommune.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig