fællig

Fællig, formuefællesskab eller sameje ifølge ældre dansk ret. I landskabslovene anvendtes betegnelsen fællig først og fremmest om formuefællesskabet mellem mand og hustru og deres børn. I fælliget deltog undertiden også stedbørn, svigerbørn og børnebørn. Deltagernes andel i fælliget var bestemt efter deres antal, hoveder, og kaldtes hovedlod, men således at der ved skifte af fælliget tilkom mænd og gifte kvinder en dobbeltlod og ugifte kvinder en enkeltlod. Ved aftale, såkaldt aftalt eller lagt fællig, kunne der tildeles en fælligdeltager en større eller mindre lod i fælliget end den lovbestemte hovedlod.

Faktaboks

etymologi:
Ordet fællig kommer af gammeldansk fæ 'gods' og afledning af lægge, egentlig 'sammenlægning af gods'.

Fælliget omfattede løsøre og penge samt jord, der var erhvervet ved køb i løbet af ægteskabet. Anden jord, den såkaldte arvejord, blev holdt udenfor. Dispositionsret over fælliget tilkom husfaderen alene. En fælligdeltager kunne forlange sig udskiftet af fælliget, men kun ifølge de sjællandske love havde han ved udtræden krav på at medtage sin hovedlod.

I 1500-t. ændredes ordningen, således at fællesboet kom til at tilhøre ægtefællerne med halvdelen til hver. Med Christian 5.s Danske Lov indførtes i 1683 mellem ægtefæller fuldstændigt formuefællesskab, der også omfattede arvejord.

Fællig blev også benyttet som betegnelse for bl.a. det interessentskab, brydefællig, som i middelalderen kunne stiftes mellem en jordejer og en godsbestyrer (bryde). Besætning og inventar ejedes i fællesskab, mens udbyttet af ejendommen deltes mellem parterne efter aftale.

Se også barnmynding.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig