fællessang

Fællessang, Vor tids fællessang, der bruges i mange verdslige sammenhænge: i skoler og højskoler, til møder og fester, i forsamlinger og private hjem, er et forholdsvis nyt kulturfænomen. Før ca. 1800 var fællessang først og fremmest salmesang ved den protestantiske gudstjeneste og ved andagter i hjemmet. Visse rituelle sange til fx folkelige processioner ved årets højtider har dog også traditionelt været fællessang. I modsætning til den solistiske og individuelt varierede folkesang lader fællessangen den enkelte gå ind under gruppens normer, også musikalsk.

De verdslige fællessangstraditioner, som dannedes fra slutningen af 1700-t. og frem til i dag, er betinget af de nye former for gruppeidentitet, der voksede frem i Europas nationalstater. I den proces, hvor nye stænder, borgere, bønder og arbejdere, rejste sig socialt og blev bevidste om deres egen politiske rolle i samfundet, fik den fælles afsyngelse af slagsange en vigtig funktion. Sammenholdet forstærkedes i og med sangen som fysisk og åndelig aktivitet, og samtidig skabtes en sangkultur om et repertoire, der gav udtryk for den pågældende gruppes værdier og selvopfattelse. Nøjagtig det samme skete i de religiøse samfund, som etablerede sig i protest mod statskirkerne (se også åndelig sang).

En anden samfundsmæssig funktion fik den nationale fællessang, som opstod i takt med nationalstaternes behov for en samlet ideologi. Den omfatter dels nationalhymnerne fra de forskellige lande, dels et repertoire af nationale sange med højst forskellig status i befolkningerne. Fædrelandssangen i Danmark blev således i løbet af 1800-t. i takt med den politiske udvikling et folkeligt fænomen, som fik vid udbredelse såvel gennem skolen som gennem sangbøger og skillingstryk.

I Danmark fik fællessangstraditioner større betydning end i nogen anden nation. De afspejler landets erhvervsstruktur og kulturelle mønstre, blandt andet forholdet mellem land og by. Dominerende og afsmittende blev især fire sangtraditioner: 1) den borgerlige klub- og selskabsvise ca. 1770-1820; den videreførtes i blandt andet studenter- og håndværkerkredse; 2) den grundtvigske fællessang, som fra 1840'erne blev gårdejerstandens og folkehøjskolernes kendemærke. Efter at have været led i kulturkampen mellem venstre og højre især i 1880'erne blev denne sangtradition i 1900-t. accepteret af det officielle skole- og uddannelsessystem, særlig efter at hele dens musikalske side i mellemkrigstiden blev udrenset og fornyet. Folkehøjskolens melodibog (1922) udgivet af Thomas Laub, Carl Nielsen, Thorvald Aagaard og Oluf Ring markerede ligesom udgaven fra 1940 den antiromantiske bevægelse, der med et væld af nye melodier også betød en professionalisering af den "folkelige" melodi. Hermed kunne begrebet "den folkelige danske sang" opnå status som nationalt klenodie og fik som sådan en opblomstring under og efter 2. Verdenskrig. Imidlertid vedblev mange "gamle" melodier at være i brug uden om sangbøgerne; 3) den officielle, mere byprægede nationale sang, som bl.a. dyrkedes i foreninger, og som i anden halvdel af 1800-t. kom frem i et hav af sangbøger; 4) arbejdersangen, som nøje følger den organiserede arbejderbevægelses historie fra 1870, og som i 1900-t. indlemmede et stort alment repertoire af danske sange. Herudover findes specielle fællessangstraditioner inden for fx afholdsbevægelsen, spejderbevægelsen samt talrige religiøse og verdslige sammenslutninger.

Den folkelige fællessang blev som tradition undsagt af ungdomsoprøret i 1960'erne, men en socialistisk fællessang trådte i visse miljøer i stedet i de politisk bevidste 1970'ere. Samtidig svandt fællessangens betydning i skoleundervisningen kraftigt ind. Højskolesangbogens 17. udgave (1989) er dog et af flere tegn på, at traditionen med fornyet tekst- og musikunivers lever videre i 1990'ernes samfund (se højskolesang). Der er usvækket liv i den danske tradition at synge lejlighedssange ved private fester.