eventyr - kunsteventyr

H.C. Andersen. Vilhelm Pedersens illustration til Sneedronningen 2. Historie. Til den tyske udgave af Andersens Gesammelte Märchen (1848/49) fik Andersens danske forlægger i Leipzig, Carl B. Lorck, den idé at benytte en dansk illustrator. Andersens valg faldt på den unge løjtnant Vilhelm Pedersen (1820-59), en elev af Marstrand. Vilhelm Pedersen illustrerede også Historier (1855, ty. Gesammelte Historien 1856, m. årstallet 1857). Hans i alt 211 tegninger til 80 tekster samledes op i de to bind Eventyr og Historier (1862-63). Sammen med Lorenz Frølich er Vilhelm Pedersen den klassiske illustrator af Andersens eventyr, kendt gennem optryk over hele verden. Hans tegninger er et centralt udtryk for dansk guldalder: den enkle, borgerlige idyl, den klassisk-romantiske simpelhed og renhed. Det fantastiske element og det dæmoniske hos Andersen var ikke Vilhelm Pedersens sag.

.

Eventyr. En af folkeeventyrenes kendteste typefigurer er den yngste og tredje søn, som anses for uduelig, men dog frimodigt overtrumfer sine skurkagtige brødre. Klottehans eller Espen Askefis kan han hedde. Hos H.C. Andersen rider Klods-Hans til kongeslottet for at fri til prinsessen, medbringende bl.a. en død krage, her på en af de over 200 tegninger, Vilhelm Pedersen siden 1849 illustrerede hans eventyr med.

.

Eventyr - kunsteventyr, Forbindelserne mellem mundtlige folkeeventyr og skriftlige, individuelt forfatterprægede kunsteventyr er lige så vigtige som forskellene imellem dem. Man kan sige, at skønlitterære forfattere særlig i visse perioder har taget sig af de mundtlige folkeeventyr på hovedsagelig to måder: dels ved at gengive dem skriftligt i egne samlinger af fortællinger, dels ved at lægge genrens former og greb til grund for egen original digtning, enten som kunsteventyr eller inden for andre genrer.

Eventyrsamlinger

I middelalder og renæssance indgik eventyr i fortællingssamlinger af italienske forfattere som Boccaccio (Il Decamerone, ca. 1350), Straparola (1550-53) og Basile (Pentamerone, posthumt 1637, i napolitansk dialekt); det er skæmteeventyr og efterhånden også trylleeventyr.

Klassicismen i 1600-t. savnede ligesom oldtidens normgivende poetikker smag for trylleeventyr, men et omslag varsles af Charles Perrault med Contes de ma mère l'Oye (1697). Og i begyndelsen af 1700-t. udgav Antoine Galland på fransk den arabiske samling 1001 nat (med bl.a. Aladdin-eventyret), næsten samtidig med at F. Pétis de la Croix og Le Sage kom med den persiske 1001 dag (med bl.a. Turandoteventyret) på fransk, begge store europæiske succeser og navnlig den første rig på slyngede eventyrnoveller og skæmteeventyr.

Den tredje store bølge af eventyrsamlinger efter renæssancens og 1700-t.s udgivelser kom med 1800-t.s romantik, hvor interessen for folkekarakter og folkeminder blomstrede op, og den egentlige indsamling af bl.a. folkeeventyr kom i gang. I virkeligheden var der betydelig afstand fra det mundtligt fortalte — via ret få meddelere — til publiceringen i bogform for et dannet læsende publikum; det er fra et folkloristisk, men ikke fra et litterært synspunkt en mangel ved de endnu elskede samlinger, at skribenterne har sat afgørende præg på dem. Således er Brødrene Grimms Kinder- und Hausmärchen (1812-1815) og Svend Grundtvigs samlinger eksempler på store skribenters soignering, censurering og formidling af folkets fortællinger. Her etableres den gængse forestilling om, at eventyr egentlig er almue- og børnelitteratur. Oehlenschlägers Eventyr af forskiellige Digtere (1816) indeholder bl.a. Grimm-eventyr, men også tyske kunsteventyr og noveller, og er endnu ikke børnelitteratur.

Siden 1800-t. har folkemindeforskning og filologi bestræbt sig for at fremlægge mere mundtligt tro versioner af hjemlige eventyr; Evald Tang Kristensen optegnede i Jylland mellem 1867 og 1921 en af verdens største og bedste samlinger af folkeeventyr fra før opfindelsen af båndoptageren. Og forskningen har bestræbt sig for at give bedre oversættelser af fremmede kulturers traditionelle samlinger, den indiske Pancatantra, hvoraf en version lå til grund for den fra tysk oversatte folkebog af Christen Nielssen De Gamle Vijses exempler oc Hoffsprock (1618; også da. oversættelse i uddrag ved H. Rasmussen 1893).

Enkeltstående kunsteventyr

Enkeltstående kunsteventyr findes knap nok i europæisk oldtidslitteratur; en undtagelse er historien om Amor og Psyche i Apulejus' Det gyldne Æsel fra 100-t. e.Kr.

I middelalder og til dels renæssance, hvor træk af det (trylle)eventyrlige indgår i mange andre genrer, herunder ridderromanerne og trylleviserne i de nordiske ballader, er det enkeltstående kunsteventyr også sjældent; dog må nævnes de korte, romantiske versfortællinger, lais, om kærlighed og trolddom af Marie de France omkring 1170, og de frække nordfranske fabliaux, skæmteeventyr på vers af forskellige forfattere i 1200-t.; et senere pragteksempel af trylleeventyr på engelsk er "Konen fra Baths fortælling" i Chaucers Canterbury Tales (ca. 1390).

I 1700-t. er inspirationen fra de orientalske samlinger, ofte parret med ironi og fornuftsdyrkelse, mærkbar i såvel prosa- som versfortællinger, blandt de førstnævnte Voltaires filosofiske fortælling Zadig (1747/48) med undertitlen Histoire orientale.

Det er imidlertid i romantikken, at eventyr og kunsteventyret bliver en central genre, både i kraft af den formentlige naivitet og oprindelighed (middelalder- og folkepræg) og i kraft af muligheden for symbolsk, fx naturfilosofisk, sindbilledlig og stemningsmættet betydning. Forskellige typer af romantiske kunsteventyr findes i fransk litteratur, fx hos Nodier, i engelsk på vers som Coleridges digt "The Ancient Mariner" og ikke mindst i tysk litteratur, bl.a. Goethes Märchen (1796), Tiecks Der blonde Eckbert (1797) og talrige andre eventyrprægede tekster i hans Phantasus (1812-16). Fremhæves må E.T.A. Hoffmann med humoristiske tingseventyr som Nussknacker und Mausekönig (1818/19), gysere som Der Sandmann (1816) og dybsindigt symbolske, ironisk vittige fortællinger som Der goldene Topf (1814) med overgang til genren fantastisk fortælling.

I Danmark blev Tieck og Hoffmann vejvisende for en række digtere, bl.a. B.S. Ingemann og den, der i eventyrgenren blev det største navn af alle, H.C. Andersen. Hans position i verdenslitteraturen beror på, at hans eventyr i én retning er børnelitteratur som markeret med Eventyr, fortalte for Børn (1835), i en anden er symbolsk livsfortolkende tekster af mægtig rækkevidde, fx "Historien om en Moder". Deres vid og deres spillende sproglige livagtighed kan derimod næppe påskønnes uden deres originale danske sprogdragt. Eventyrformen tillod Andersen et særligt uskyldigt-kritisk dobbeltspil som i "Keiserens nye Klæder" med forlæg i et spansk middelalderligt skæmteeventyr. Andre danske digtere fra Oehlenschläger til Goldschmidt bidrog med artistisk udformede eventyr, bl.a. førstnævntes Vaulundurs Saga (1805) med gammelnordisk stof. Romantiske digtere betjente sig af vers også som udtryksform for fortællende digtning, og her inkorporeredes måske med særlig forkærlighed eventyragtige miljøer og handlinger.

I løbet af 1800-t. kom dog novellen, den realistiske såvel som den fantastiske (gotiske), til at fortrænge eventyret inden for prosaen, i hvert fald indtil symbolismen i slutningen af århundredet, hvor eventyrgenren udnyttedes til kortprosa, i Skandinavien bl.a. af Jonas Lie, Henrik Pontoppidan og Viggo Stuckenberg. Det var ikke en tilslutning til almuekulturen, men en digterisk frigørelse fra den realistiske stil. Samtidig fremkom Carl Ewalds kvikke eventyr i naturhistorisk oplysningstjeneste.

Eventyret var også virksomt i værker af Kipling, bl.a. Jungle Book (1894), og Selma Lagerlöf i fx Nils Holgerssons underbara resa (1906-07). Som mere eller mindre opdragende litteratur for unge og til egentlig børnelitteratur har genren været flittigt brugt fra 1800-t. og frem.

Hos 1900-t.s større fortællere kommer genren mere sporadisk til syne; på dansk grund således hos Johs. V. Jensen, Martin Andersen Nexø og Martin A. Hansen; ironisk hos Villy Sørensen. Men i almindelighed er det snarest den fantastiske fortælling (Kafka, Borges), den mytiske (Tolkien) og science fiction, der har taget eventyrets plads.

Eventyrdramaet

Eventyrdramaet har ligesom det fortællende kunsteventyr haft sin betydelige plads i litteraturen i hvert fald siden renæssancen, hvor bl.a. Shakespeare og Calderon kan nævnes. Den italienske forfatter Carlo Gozzis Fiabe fra 1760'erne etablerede en ny forbindelse mellem folkeeventyret og teatret, som i høj grad interesserede den efterfølgende romantik i Tyskland, navnlig Tieck med Der gestiefelte Kater m.m. En række centrale værker fra perioden er eventyr i (læse)dramatisk form fx Goethes Faust, Oehlenschlägers Aladdin, Atterboms Lycksalighetens ö og på sin kritiske vis endnu Ibsens Peer Gynt. I ret varierende ånd bruges eventyrdramaet omkring 1900: i farverige ridderkostumer af Holger Drachmann i Der var engang, med mystisk lyrik af Maurice Maeterlinck og som munter børnekomedie af J.M. Barrie med Peter Pan (1904).

Sin største anvendelighed på teatret har eventyr måske vist i balletten og i musikdramaet, hvor Mozarts og Schikaneders opera Tryllefløjten (1791) er et lysende eksempel. En forlængelse af børneteatret fremkom med tegne- og dukkefilm. Også tegneserier har taget eventyret til sig.

Læs mere om eventyr.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig