evaporit

Evaporit, inddampningsbjergart, saltbjergart, saltaflejring udfældet ved inddampning af saltopløsninger, fx havvand eller saltvand i indsøer.

Faktaboks

etymologi:
Ordet evaporit kommer af latin evaporare 'fordampe' og -it.

Fra havvand udfældes en karakteristisk suite af mineraler: calcit (CaCO3), dolomit (CaMg(CO3)2), gips (CaSO4∙2H2O), halit (stensalt, NaCl) samt ved næsten total inddampning flere kalisalte, bl.a. mineralet sylvin (KCl). Denne rækkefølge kendes fra mange geologiske aflejringer, hvor gipsen imidlertid oftest vil være omdannet til anhydrit (CaSO4) pga. diagenese.

Evaporitter fra saltsøer udviser langt større variation, idet geologien i søens opland, afspejlet i søvandets geokemi, har stor indflydelse på den mineralogiske suite; dog møder man ofte gips og halit samt en række natriumcarbonater og -sulfater.

I Danmarks undergrund findes tykke lagserier af evaporitter fra både Sen Perm (ca. 256-245 mio. år) og Sen Trias (ca. 235-208 mio. år).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig