Eurytmi, (af eu- og afledn. af gr. rythmos 'rytme, harmoni'), bevægelseskunst skabt af Rudolf Steiner. I eurytmi formes legemets bevægelser ud fra oplevelsen af lovmæssigheder i sproget og i musikken. Eurytmi, der også kaldes synlig tale og sang, udføres til kunstnerisk formet tale eller til musik. Scenerummet inddrages gennem en stærkt farvet belysning, en virkning, der understreges af dragternes farver. Foruden som scenekunst anvendes eurytmi pædagogisk i Rudolf Steiner-skolerne, terapeutisk og i erhvervsvirksomheder.