eurypterider

Eurypterider, søskorpioner, uddød gruppe af vandlevende skorpionlignende leddyr i slægt med dolkhaler (underrække Chelicerata); kendt fra Ordovicium til Perm (508-245 mio. år før nu). De fleste eurypterider var 10-20 cm lange, men enkelte kunne blive ca. 2 m og er dermed blandt de største kendte leddyr.

Faktaboks

etymologi:
Ordet eurypterid kommer af græsk eurys 'bred, vid' og pteron 'vinge' og -id.

Den langstrakte krop bestod af en stor forkrop, en bagkrop med 12 bevægelige led samt et haleled. Det forreste af de seks par lemmer fungerede som bideredskaber, de næste fire som gangben, mens det bageste var omdannet til årelignende svømmeorganer. På bagkroppen sad fem par gæller. Eurypterider findes overvejende i aflejringer fra brak- og ferskvand, men enkelte arter kunne sandsynligvis bevæge sig op på land i kortere perioder.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig