Eurokommunisme, kommunistisk retning, som forsøgte at tilpasse strategien for "vejen til socialisme" til den udviklede kapitalisme, og som markerede afstand til eller uafhængighed af moskvakommunismen. Betegnelsen eurokommunisme anvendtes første gang i 1975 og blev benyttet som kendetegnende for opfattelsen inden for især det spanske, det italienske, det svenske og det britiske kommunistparti. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1989 definerer de færreste kommunistpartier sig i forhold til moskvakommunismen.