narkomani

De vigtigste psykoaktive stoffer er alkohol (ethanol), morfin og lignende lægemidler, cannabis, beroligende medicin (fx angstdæmpende lægemidler og sovemidler), centralstimulerende stoffer (kokain og forskellige syntetiske stoffer, fx amfetamin), hallucinogener (bl.a. meskalin og LSD), nikotin og organiske opløsningsmidler. Der foreligger ofte et såkaldt blandingsmisbrug af forskellige stoffer.

Indtagelse af psykoaktive stoffer fører til en akut forgiftning (rus), hvis karakter afhænger af det indtagne stof, mængden heraf og indtagelsesmåden (drikning, rygning, indsprøjtning, indsnusning (snifning) og spisning). Den akutte rus indtræder hurtigst efter indtagelse ved rygning, snifning eller indsprøjtning i blodårer. De sociale og hygiejniske omstændigheder, hvorunder stofferne indtages, er også betydningsfulde.

De fleste psykoaktive stoffer frembringer en forbigående tilstand af udtalt velvære (eufori), og som samlebetegnelse anvendes også betegnelsen euforiserende stoffer, især i juridisk sammenhæng. Nogle stoffer har en sløvende virkning på tankegang og adfærd (fx morfin og beroligende lægemidler), mens andre har en kraftigt stimulerende effekt (fx kokain og amfetamin) præget af livlige associationer og stærk legemlig aktivitet. Indtagelse af LSD fører til vidtgående ændringer af sanseindtryk, idet ting i omgivelserne kan synes at forandre størrelse, form og farve, og der kan optræde hallucinationer, ligesom tidsoplevelsen påvirkes. For nogle stoffers vedkommende er der ofte nedsat kontrol over handlingsimpulser med risiko for aggressive gennembrud. Mange stoffer virker også seksuelt stimulerende.

Psykoaktive stoffer udøver deres virkninger gennem en påvirkning af særlige kemiske processer i hjernen, især af signaloverførslen mellem nervecellerne. Stofferne virker typisk enten på samme måde (agonistisk) eller på modsat måde (antagonistisk) som naturligt forekommende signalstoffer. Særlig betydningsfuld for udvikling af afhængighed er aktivering af de såkaldte belønningssystemer i mellemhjernen, især i cellekernen nucleus accumbens. Herved forstærkes de indlæringsprocesser, der ligger til grund for fortsat stofindtagelse.

Efter gentagen brug af psykoaktive stoffer kan der udvikles et afhængighedssyndrom kendetegnet ved en stærk trang til at indtage stoffet eller ved svækket evne til at styre indtagelsen eller at standse eller nedsætte forbruget. Der må indtages stadig større mængder for at opleve rusvirkning (toleransudvikling). Ved forsøg på ophør kan der optræde abstinenssymptomer (fx uro, angst, søvnbesvær og forvirring). Indtagelse af stoffer får efterhånden en dominerende rolle i misbrugerens liv, og forbruget fortsætter trods eventuelle erkendte psykiske, legemlige og sociale skader. De mest udtalte former for afhængighed med væsentlige skadelige følger ses især efter et langvarigt forbrug af alkohol samt efter intravenøst misbrug af morfin og centralstimulerende stoffer.

Hyppige legemlige følger af stofindtagelse er svækket almentilstand, leverbetændelse, hiv-infektion og hudinfektioner. Der er en betydelig overdødelighed. Langvarig afhængighed har ofte væsentlige sociale følger, fx langvarig arbejdsløshed, prostitution, kriminalitet og tilkendelse af førtidspension.

Ud over afhængighedssyndrom kan indtagelse af psykoaktive stoffer give mange andre psykiske følger. Der kan optræde akutte psykoser (sindssygdomme) af ugers til måneders varighed. Kronisk forløbende psykoser er næsten altid skizofrene sindslidelser udløst af de psykoaktive stoffer. Langvarig afhængighed af alkohol kan føre til svækkelse af de intellektuelle evner (demens) og personlighedsforandringer (se alkohol (alkoholiske organforandringer)).

Psykologiske, sociale og kulturelle forhold er af stor betydning for forbrugsmønstre og udvikling af afhængighed af psykoaktive stoffer. Der kan opstå særlige subkulturer med en livsstil centreret omkring indtagelse af specielle psykoaktive stoffer. Det skønnes, at der i Danmark er ca. 10.000 personer med udtalte former for afhængighedssyndrom i form af intravenøs indtagelse eller udtalt social deroute. Ca. 25-30 % af skoleelever angiver at have røget cannabis, men kun få procent har et regelmæssigt forbrug. Læger og sygeplejersker tilhører særlige risikogrupper for udvikling af afhængighed af morfinstoffer, formentlig pga. disse gruppers lette adgang til lægemidler.

Behandling af afhængighedssyndromer omfatter abstinensbehandling med henblik på ophør af stofindtagelsen samt forebyggelse af tilbagefald gennem behandling af de legemlige, psykiske og sociale følger. Social rehabilitering er en vigtig behandlingskomponent.

Vedligeholdelsesbehandling med det morfinlignende lægemiddel metadon benyttes i særlige tilfælde af morfinafhængighed, hvis anden behandling har vist sig utilstrækkelig. Metadon indtages gennem munden og udskilles langsomt. Der optræder derfor ikke en rusvirkning, og ved fast lægeordineret metadonindtagelse kan abstinenssymptomer undgås. Misbrugeren sikres en rimelig livskvalitet, og revalidering muliggøres, men der foreligger fortsat en afhængighed af det psykoaktive stof. Se også heroinbehandling