etisk socialisme

Etisk socialisme, opfattelse inden for arbejderbevægelsen, der lægger vægt på etiske begrundelser for ændring af samfundet i socialistisk retning.

Den klassiske marxisme begrunder socialismen ud fra det kapitalistiske samfunds økonomiske udvikling og andre samfundsmæssige tendenser, som kan erkendes og beskrives videnskabeligt, men indeholder ikke den opfattelse, at socialisme kan være en følge af almen social indignation, fordi moral og etik afhænger af klassetilhørsforhold. Denne opfattelse blev først i 1870'erne og igen i begyndelsen af 1900-t. kritiseret af en række socialistiske teoretikere på grundlag af Kants moralfilosofi. De afviste, at socialismen kunne begrundes videnskabeligt, og hævdede, at et fremtidigt samfund måtte retfærdiggøres ud fra etiske, universelt gyldige principper. Se også socialisme.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig