erobring

Erobring, en stats erhvervelse af fremmed territorium ved hjælp af militære magtmidler. Erobring sker som oftest som led i en væbnet konflikt, hvorunder en krigsførende stat helt eller delvist besætter en anden stats territorium i den hensigt at udstrække sin egen nationale suverænitet over området. Den territoriale erhvervelse forudsætter, at kontrollen over det erobrede landområde er effektiv.

I nyere tid afvises erobring som en folkeretligt acceptabel metode til erhvervelse af territorium. Specielt kan nævnes FN-pagtens art. 2, stk. 4, som forpligter alle FNs medlemsstater til at afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt mod nogen stats territorium eller politiske uafhængighed overhovedet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig